SUF om Mental Mistrivsel

SUF kæmper for et samfund der ikke skaber mistrivsel

Den mentale mistrivsel er stigende i Danmark, især blandt os unge. Stigningen er samfundsskabt og kan derfor bekæmpes. For at gøre det må man besvare to spørgsmål: Hvad er årsagerne til mistrivslen, og hvordan kommer vi over den? Denne udtalelse er SUF’s svar på disse to spørgsmål. 

Hvad er mental mistrivsel? Når vi siger at mistrivslen er stigende i Danmark taler vi om bestemte former for mistrivsel. Det vi ser, er ikke bare en stigning i den mentale mistrivsel - det er en forandring i måden mennesker har det dårligt på. For der er ikke nogen tvivl om, at mange mennesker i Danmark på flere måder har det bedre end i størstedelen af historien. De fleste er mere materielt velstillede end nogensinde før, der er færre sygdomme, og mennesker lever sundere og længere. Alligevel lider flere og flere mennesker i de rige kapitalistiske lande, af forskellige former for mental mistrivsel: Stress, angst, depression, ensomhed og en følelse af at livet er uden mening. Dette gælder ikke kun Danmark, men også i andre kapitalistiske lande. I kapitalistiske lande hænger materiel velstand altså ikke sammen med mental trivsel. Dette er et paradoks, som denne udtalelse vil besvare.

Mistrivsel er ikke det samme, som ikke at have det godt. Et liv rummer medgang og modgang. Men når mennesker ikke har det godt mentalt i lange perioder, og som resultat af måden samfundet er indrettet på, er der tale om samfundsskabt mistrivsel. Den mistrivsel denne udtalelse drejer sig om, er ikke alle tilfælde af psykisk sygdom - langt fra. Denne udtalelse drejer sig om den mistrivsel der er resultat af et sygt samfund. Når samfundet er sygt, er det ikke mennesker der skal laves om på - det er samfundet. Vi kalder samfundet sygt fordi mennesker lider, selvom vi har de materielle og teknologiske forudsætninger for at alle kan leve et frit, trygt og meningsfyldt liv, hvis bare magten og rigdommen var fordelt bedre. Samfundets indretning har ikke fulgt med udviklingen i teknologi og rigdom. Dette er basalt set årsagen til mistrivslen: I et kapitalistisk samfund er økonomisk vækst til de rige vigtigere end alt andet, selv menneskers mentale helbred. Stigningen i mistrivsel er altså også en syg mistrivsel, fordi den gavner nogle på bekostning af andre. 

Årsager til mistrivsel

Der findes mange gode bud på hvorfor flere og flere mistrives mentalt. Mange af dem er baseret på forskning: Øget fokus på præstation, samfundsacceleration, individualisering, sociale medier mf. Disse er tendenser i vores samfund, der skaber mistrivsel. Men for at løse mistrivselskrisen er det ikke nok at se på disse tendenser hver for sig. De kan kun forstås i sammenhæng med hinanden, og med deres fælles rod i et sygt kapitalistisk samfund. For at forstå mistrivslens årsager, og løse krisen, er det nødvendigt at have et helhedsorienteret syn på vores samfund. For selvom nogle årsager til mistrivsel virker kulturelle, som fx perfekthedskultur, mens andre virker strukturelle, som stress på arbejdsmarkedet, eller eksistentielle, som en følelse af at livet er meningsløst, hænger de alle sammen. Det er det kapitalistiske forbrugssamfund, som er den røde tråd, der binder alle disse forskellige årsager sammen. Et sådant blik på mistrivselskrisen grunder i en marxistisk analyse af samfundet. SUF mener at det er nødvendigt at gå til roden af problemet. For at løse mistrivselskrisen er det ikke nok at modvirke mistrivslens overfladiske årsager, som acceleration eller sammenligningskultur. Det er nødvendigt at bekæmpe årsagernes årsag: Kapitalismen. 

Acceleration, neoliberalisme og undertrykkelse

Vi lever i en tid, hvor flere og flere mistrives mentalt. Denne skarpe stigning hænger sammen med forhold, der er specifikke for vores historiske situation. Disse præsenterer vi her, som 10 konkrete årsager til, at mistrivslen stiger. Det er her især neoliberal politik der er den direkte årsag til vor tids trivselskrise. Samtidigt hænger stigningen i mistrivsel sammen med noget mere fundamentalt, som galt i vores kapitalistiske samfund. Kapitalismen har indre dynamikker der gør, at der under kapitalisme altid vil komme perioder med stigende mistrivsel, og at der altid vil være mistrivsel for mange. Dette er der nogle generelle bemærkninger om, inden mistrivselskrisen 10 årsager. 

For det første er det kapitalistiske samfund et accelerationssamfund. Et accelerationssamfund og et kapitalistisk samfund er én og samme ting. Det moderne samfunds accelerationsproces er et samspil mellem flere elementer, men det er først og fremmest kapitalismens økonomiske hjul der er drivkræften bag accelerationen. Konkurrencen mellem virksomheder ansporer til stadig hurtigere teknologisk udvikling for at overleve på markedet. Denne teknologiske udvikling fører til ændringer på arbejdsmarkedet og i menneskers sociale relationer. Samtidigt fører konkurrencen mellem mennesker, om succes og status, til efterspørgsel efter ny tidsbesparende teknologi, hvilket igen skaber incitament til teknologisk udvikling, og hurtigere og hurtigere produktion, transport og kommunikation. Men fordi konkurrencen påbyder at der altid skal produceres mere, bruges disse teknologiske fremskridt ikke til at frigive tid i menneskers liv. Tværtimod bruges den altid hurtigere teknologi på at producere mere, kommunikere mere, og transportere mere i en uendelig spiral. Når denne acceleration går hurtigst, kan menneskers mentale helbred ikke følge med. Dette er det kapitalistiske samfunds iboende accelerationstvang. En acceleration der har været, lige så længe der har været kapitalisme, og som vil blive, så længe der er kapitalisme. 

For det andet er neoliberaliseringen af Danmark ikke en politisk tilfældighed, der bare kan gøres om. Den er udtryk for klassekampen, som er grundlæggende for kapitalismen. Neoliberaliseringen af dansk politik og nedbrydelsen af velfærdsstaten, var en dråbe i en international bølge, som fra 1980’erne skyllede over kloden. Neoliberaliseringen er en intensivering af den økonomiske elites udbyttelse af arbejderklassen, i en tid hvor arbejderbevægelsen er svækket. Denne kamp mellem de økonomiske klasser er reglen frem for undtagelsen under kapitalisme. I virkeligheden var det socialdemokratiske klassekompromis et historisk særtilfælde, der var muliggjort af historiske betingelser - og så snart de betingelser forsvandt, slog den økonomiske elite til igen. Så længe samfundets økonomiske magt er koncentreret hos en lille elite, vil ethvert forsøg på at opbygge velfærdsstater og klassekompromiser blive knust, så snart det ikke tjener den økonomiske elite. 

For det tredje er kapitalismen afhængig af undertrykkelse af bestemte grupper af mennesker, som resultat af dens historiske udvikling. Racisme, sexisme, homofobi og transfobi er ikke bare fritsvævende ideer eller fordomme. De er alle indlejrede i kapitalismens økonomiske system. Racisme er resultat af vestens koloniale inddeling af verden, som vi stadig lever i, og som kommer til udtryk i den globale arbejdsdeling, neoimperialistisk udnyttelse af lande i det globale syd, og EU’s grænsekontrol. Sexisme, homofobi og transfobi hænger alle sammen med den kønnede arbejdsdeling. Under kapitalismens historiske udvikling har økonomien været afhængig af en kønnet arbejdsdeling mellem produktivt og reproduktivt arbejde - og er det stadig. Denne arbejdsdeling er opretholdt af kernefamiliens ideologi om mand og kvinde, der lever sammen, og har bestemte roller. Alle der ikke passer ind i disse kasser ses som ”unaturlige”. Kapitalisme er altså uløseligt forbundet med både racisme og sexisme, og andre former for undertrykkelse og diskrimination. I en dansk kontekst er disse forskellige former for undertrykkelse et element i mistrivselskrisen. 

10 konkrete måder vores kapitalistiske samfund er skyld i mistrivselskrisen:

Hvad forårsager vores tids stigning i mistrivsel i Danmark? Her er 10 konkrete årsager til at mistrivslen stiger, som er tæt sammenknyttede, og som alle må bekæmpes for at løse trivselskrisen:

1.    Neoliberalismens korstog

Den neoliberale vending i dansk politik er en klar årsag til den skarpe stigning i mistrivsel. Neoliberalismen i Danmark skaber mistrivsel på fire måder:

a.                         Indførslen af neoliberale principper som konkurrence, ”effektivisering” og New Public Management i offentlige institutioner, inklusive daginstitutioner, skoler og uddannelsesinstitutioner, har ført til et overdrevet fokus på tests, præstationssammenligninger og tidsoptimering. Uddannelse er blevet målrettet erhvervslivets interesser. Dette dystopiske monitorerings- og optimeringsregime som unge er underlagt, er direkte årsag til mistrivsel. Mange unge fra højere sociale klasser oplever uddannelsessystemets konkurrencekultur som et uophørligt pres, og flere går ned med stress, eller svækkes på andre måder på trivslen. Mange unge med færre resurser, fra lavere sociale klasser, oplever ikke at kunne følge med i ræset, at blive efterladt på perronen, og mister håbet. Det tager alvorligt på unges selvværd og livslyst. 

b.                         Den neoliberale økonomiske politik, som både føres af rød og blå blok, øger antallet af socialt og økonomisk udsatte unge. Den stigende økonomiske ulighed, som er resultatet af årtiers neoliberal økonomisk politik, har direkte konsekvenser for trivslen blandt unge, fordi antallet af udsatte unge med markant mistrivsel som konsekvens stiger.  

c.                         Den liberale ideologi er en vigtig brik i mistrivselskrisen. For det første har den stigende individualisering - og den medfølgende psykologisering, sociale atomisering og nedbrydning af fællesskaber - haft sin ideologiske retfærdiggørelse i liberalismen, som den er blevet prædiket af neoliberalismens bannerførere. For det andet tjener liberalismen også som ideologisk retfærdiggørelse af den mistrivselsskabende ulighed der er under kapitalismen. 

d.                         Neoliberalismens nedskæringspolitik har efterladt psykiatrien og andre offentlige instanser, som har til opgave at hjælpe unge og familier i mistrivsel, i laser. Nedskæringerne på instanser, der skal hjælpe unge i mistrivsel, er derfor en vigtig årsag til mistrivselskrisen. 

2.                         Samfundsacceleration

Accelerationen af hverdagslivet, som er en del af den dybere samfundsacceleration, skaber mistrivsel på mange måder, og flere af de andre her beskrevne tendenser kan ses som udtryk for samfundsaccelerationen: Neoliberalisme, klimakrise, digitalisering mf. Accelerationen af hverdagslivet i mange forskellige arenaer presser unge, og giver en oplevelse af altid at være i tidsnød. Det skaber stress. Samtidigt er unge til stede på flere arenaer end nogensinde før pga. digitaliseringen. Livet i højhastighedssamfundet nedslider mennesker mentalt, fordi det ikke er skabt i menneskets billede men i markedets. Den øgede hastighed hvormed forandringer sker, gør det sværere at binde sig meningsfuldt til noget. Dette nedbryder fællesskaber, og efterlader de atomiserede individer i en verden, hvor de er fremmedgjorte fra hinanden, sig selv, og de fysiske ting de omgiver sig med.

3.                         Sociale medier og digitalisering

I det samfund vi lever i skaber den øgede digitalisering og sociale medier mistrivsel. Men det behøver ikke at være sådan. Digitale teknologier rummer et enormt potentiale for at forbinde mennesker på en positiv måde. Det er fordi vi lever under kapitalisme, at sociale medier skaber mistrivsel. Det kapitalistiske marked har - parallelt med udviklingen af digitale teknologier - udviklet et overvågnings- og opmærksomhedsmarked. Når sociale medier udvikles med det øjemed at afhængighedsgøre deres brugere for at skabe størst muligt profit til tech-virksomhedernes ejere og aktionærer, har vi set at de udvikles på en måde, der skaber mistrivsel, snylter på negative sociale dynamikker og forstærker dem, deformerer fællesskaber og polariserer mennesker fra hinanden. Sociale medier er en hovedårsag til mistrivselskrisen, men det er ikke teknologien der er problemet, det er kapitalismen.  

4.                         Klimakrisen

Klimakrisen hænger som en mørk skygge over mange unges håb for fremtiden. Antallet af unge, der mentalt nedtrykkes betydeligt af klimakrisen, vil kun stige. Klimakrisens direkte konsekvenser for menneskers liv vil også påvirke trivsel negativt i fremtiden. Klimakrisen er forårsaget af kapitalismen, og udviklingen kan kun stoppes ved at vi som samfund udvikler os videre fra kapitalisme. 

5.                         Forbrugssamfundet

Langs forbrugssamfundets farvestrålende varer og skærme kryber en dyster skygge. Fremkomsten af forbrugssamfund i de rige kapitalistiske lande har været fulgt af en stigning i mistrivsel - en stigning der rækker længere tilbage end den nuværende krise. Forbrugssamfundet har gjort lykke til en vare der købes og sælges, og har underlagt menneskers mentale trivsel markedets mekanismer. En af disse mekanismer er behovet for altid at sælge nye varer - og dermed behovet for en befolkning i konstant utilfredshed. Varernes løfte om lykke, der aldrig indfris, holder økonomiens hjul kørende. Denne varegørelse af lykke gør mennesker fremmede for deres egne følelser. Når alting formidles til mennesker gennem markedet, som noget der kan købes - eventyr, spænding, kærlighed, lykke, mening - mister mennesker greb om virkeligheden. Forbrugssamfundets berusende glæder går hånd i hånd, med en følelse af at livet inderst inde ikke har nogen mening. Denne følelse har som en epidemi fulgt de kapitalistiske forbrugssamfund fra deres fødsel, og er i dag stigende. Forbrugssamfundet er derfor en direkte årsag til mistrivsel. 

6.                         Psykologisering

Psykologisering er tendensen til, at mistrivselsproblemer i højere grad ses som resultat af individuelle psykologiske tilstande, kemiske ubalancer, end som resultat af miljøet man lever i. Psykologisering er altså et aspekt af individualiseringen i kapitalistiske samfund, og bakkes ideologisk op af liberalismen. Psykologisering er mistrivselsskabende på flere måder. For det første kan det overdrevne fokus på psyken forværre mistrivsel, eller være med til at starte mistrivsel hos børn og unge der ikke i forvejen mistrives. For det andet er tendensen til psykologisering med til at usynliggøre mistrivslens politiske og økonomiske årsager. Psykologiseringen og individualisering er altså et problem, ikke bare fordi det skaber mistrivsel, men også fordi det er en forhindring for kollektiv kamp imod mistrivslens politiske årsager. Tendensen til psykologisering er altså en tendens til afpolitisering af mistrivsel. Denne tendens bekæmper vi. Det skal nævnes, at vores insisteren på at se mistrivslens sociale årsager, og ikke kun de biologiske, ikke er en nedværdigelse af psykisk sygdom. Det er netop fordi psykisk sygdom er lige så vigtigt som fysisk sygdom, at vi insisterer på at forstå de reelle årsager. Desuden er både psykisk og fysisk sygdom ofte resultat af en politisk, økonomisk og social virkelighed. 

7.                         Meritokratiets myte

Ifølge den herskende liberale ideologi, er samfundets rigdom fordelt retfærdigt, fordi de rige arbejder hårdere, klogere, og skaber arbejde til os andre. Det kapitalistiske samfund er afhængig af denne myte for at kunne legitimeres. Mennesker der tror på denne myte ser ikke de rige som deres klassefjender, men som mennesker de en dag selv kan blive, hvis blot de arbejder hårdt nok. Denne myte motiverer arbejdere til at se deres ligestillede som fjender, i konkurrencen om selv at nå samfundets top. Og den forhindrer folket i at gøre oprør mod kapitalismens ekstreme ulighed. Denne myte, meritokratiets myte, er årsag til klassebetinget selvhad og mistrivsel. Når de lavere klasser bliver fortalt at de kan blive som de rige, hvis blot de arbejder hårdt nok, og igen og igen mødes af nederlag, har de kun sig selv at vende skylden og hadet mod. Afmagt vendes til had, nogle gange til selvhad, og nogle gange får utilfredsheden afløb i højrepopulistiske strømninger og had mod ”de andre”. Hadet og smerten, som er resultat af kapitalismens ulighed, rigdommens større og større koncentration i de større byer, og den økonomiske udsultning af resten af landet, vendes mod minoriteter i et smertekredsløb, der kun gavner eliten. Den klassebetingede mistrivsel er reel og skal bekæmpes. 

8.                         Livets meningsløshed

En del af mistrivselskrisen er den faldende tro på livets mening. Vores kritik udspringer ikke af en bestemt overbevisning om hvad meningen med livet er, men af en konstatering af, at flere og flere mistrives fordi de oplever en meningsløshed med deres tilværelse. Når flere og flere unge mistrives fordi de ikke kan se en mening med tilværelsen, er det ikke en trivialitet der kan afhjælpes med skolereformer eller psykologhjælp. Unge mistrives, fordi det liv det kapitalistiske samfund vil have de skal leve, vitterligt ikke har hverken en højere eller dybere mening, end at bidrage til den uophørlige akkumulation af kapital. Vores liv er formet efter økonomiens behov, i stedet for den anden vej rundt. Hvordan kan det undre nogen at flere og flere af os mistrives? At størstedelen af livet leves for at skabe økonomisk vækst, kan i normale tider abstraheres fra. Men når kriserne hober sig op: klimakrise, demokratiets krise, global ulighed og krig, bliver det sværere og sværere. Det er svært at finde mening i at bidrage til et samfund, der er så destruktivt som vores. Så længe vi lever under kapitalisme, vil udvikling ske på bekostning af natur, mennesker, og i sidste ende samfundet selv. Mennesker der lever i sådan et samfund, står over for valget mellem at lukke øjnene for meningsløsheden og fremmedgøres fra dem selv, eller at se meningsløsheden i øjnene og blive fremmedgjort fra samfundet. 

9.                         Undertrykkelse og diskrimination

For at forstå mistrivselskrisen, er det nødvendigt at forstå, hvordan forskellige grupper udsættes for mistrivsel på forskellige måder, og af forskellige årsager. Den nye udsathed hos unge, som er skabt af neoliberaliseringen af vores uddannelsesinstitutioner, rammer alle unge. Men unge, der samtidigt er udsat på andre måder rammes ekstra hårdt. Dette gælder blandt andet racialiserede, queers og piger, men også andre grupper, der diskrimineres, stigmatiseres eller generelt tilhører lavere sociale og økonomiske klasser og undertrykkes politisk. For at bekæmpe mistrivselskrisen er det altså nødvendigt at bekæmpe ulige magtstrukturer i samfundet generelt. ”Mistrivselskrisen” er ikke løst når trivselsstatistikkerne er tilbage til normalen, idet en konstant mistrivselskrise har været virkeligheden for mange marginaliserede grupper, længe før mistrivsel kom på den politiske dagsorden. 

10.                      Generationen efter historien afslutning

Vores tid er den mentale mistrivsels tid. Vores tid er også en tid, der har enormt svært ved at forestille sig et alternativ til kapitalismen. De to ting hænger sammen. Mere end en generation er gået efter ”historiens afslutning”, hvor kapitalisme har præsenteret sig som den eneste virkelighed. Det hænger sammen med mistrivselskrisen fordi, at den manglende evne til at forestille sig alternativer til kapitalismen, har bidraget til, at samfundsskabte problemer rettes indad, i stedet for at rettes mod samfundet. Den manglende tro på at andet end kapitalisme er muligt, er altså en forhindring for at mennesker finder sammen og skaber politiske forandringer. Samtidigt bidrager det til mistrivselskrisen, fordi unge enten må rette samfundsskabte problemer indad, eller lammes af en følelse af resignation over for den tilsyneladende umulighed af reelle samfundsforandringer. Vi insisterer på at reelle samfundsforandringer er mulige. Vi lever i en opbrudstid præget af konstante kriser, hvor det eneste sikre er forandring. Spørgsmålet er ikke om der kommer forandring, men hvilket forandring der skal komme. Vi er ikke i tvivl om hvilken forandring vi ønsker. 

Kampen for et godt liv

Hvor vil vi hen? Dette er den afgørende rettesnor for enhver politik om mistrivsel. Og vores analyse af mistrivslens årsager er en aftegning af svaret på dette spørgsmål. Vores analyse fortæller os nemlig, at vi nødvendigvis må have et opgør med den kapitalistiske produktionsform, hvis ikke samfundet skal være årsag til de massive mistrivselstal, som der er i dag. Den kapitalistiske økonomi overlever med en andre ord med en stor pris: Vores mentale trivsel. Kampen imod mental mistrivsel er derfor en del af kampen for en ikke-kapitalistisk økonomi. Et socialistisk samfund. I sidste ende er det kun ved et skifte til demokratisk socialisme, at vi som samfund kan sikre os, at økonomisk vækst ikke prioriteres over menneskers velfærd, naturen, og fremtidens generationer. 

Men ingen i mistrivsel kan vente med at få det bedre, til efter en revolution. Det er vigtigt at have klare ideer om den antikapitalistiske kamps langsigtede mål, men det er ikke nok. Derfor kæmper SUF for forbedringer af unges trivsel her og nu. 

Hvilke forbedringer af unges trivsel kæmper vi for? Det er vigtigt at forstå, at ”trivselspolitik” ikke er et afgrænset politisk område. Der findes ikke én slags politik der handler om psyken, for psyken påvirkes af alt: de sociale, kulturelle og økonomiske forhold i samfundet. Derfor er al politik trivselspolitik. Områder som psykiatri, psykologhjælp, uddannelsessystemet og daginstitutioner har en direkte og klar indvirkning på unges trivsel. Derfor kæmper vi for forbedringer på alle disse områder. Men det er ikke nok. Som beskrevet i analysen er stigningen i mistrivsel også et resultat af økonomisk og social stigende ulighed. Samtidigt er ”mistrivselskrisen” ikke én ensartet krise. Mistrivslen er markant højere hos minoritetsetniske unge, queer unge og piger. Dette er også et spørgsmål om økonomisk og social ulighed, og om den diskrimination der er stadig allestedsnærværende i politik, hverdagen, og kulturen generelt. Kampen for trivsel er altså også kampen imod racisme, queerfobi, sexisme, ableisme, og andre former for undertrykkelse af bestemte grupper.  

Kort sagt står den direkte kamp for trivsel på tre ben: 

1.    Kampen mod neoliberaliseringen af samfundet: Kampen mod konkurrencestaten, den stigende ulighed og liberalismens individualistiske ideologi og nedbrydning af fællesskaber. 

2.    Kampen for bedre forhold for unge i mistrivsel, styrket psykiatri, bedre hjælp til familier, og styrket økonomisk sikkerhed, bedre adgang til gratis psykologhjælp osv. 

3.    Kampen imod undertrykkelse af bestemte grupper.

Men næsten alle analysens årsager til mistrivsel er her uberørte. I sidste ende er kampen for trivsel derfor en revolutionær socialistisk kamp. 

SUF’s rolle i kampen mod mistrivsel retter sig mod alle de forskellige politiske kampe, som her er beskrevet som aspekter af mistrivselskrisen. Strategier for forandring varierer mellem de forskellige politiske kampe, som kampen for trivsel består af. Kampen for trivsel føres derfor både i de sociale bevægelser, gennem parlamentarisk politik og gennem udenomsparlamentarisk aktivisme. 

Derudover er SUF’s rolle i kampen mod mistrivselskrisen, at vise vejen til en antikapitalistisk forståelse af mistrivselskrisen, med klarhed om forskellige klasseinteresser. Vi vil placere trivsel solidt på den politiske kampplads. Vores mål er at sprede en bevidsthed om, at årsagerne til vores mistrivsel ikke er naturlige eller neutrale, men konsekvensen af et system, der sætter profit før mennesker og natur. Vi ønsker en repolitisering af psyken. Dette er forudsætningen for at mistrivselskrisen kan overvindes, og derfor første skridt vi må tage.