Hvem er vi?
Vi er socialister
SUF er en landsdækkende organisation for unge, aktive socialister.
Vi kæmper for en anden verden end den, vi har i dag. Krig, arbejdsløshed, forurening, fattigdom og sult skyldes, at vi lever under et kapitalistisk system, hvor det er markedet og ikke fornuften der bestemmer. Det er rige direktører og magtfulde storaktionærer, der styrer samfundets økonomi. I hele verden er det de rige og magtfulde, der bestemmer over os andre.
Pengemænd og smarte politikere tager beslutninger hen over hovedet på folk, og med spindoctors, snedige mediestrategier og løgne forsøger politikerne at skabe et indtryk af at de tjener befolkningen. Men lige meget om de kalder sig liberalister eller socialdemokrater, så tjener politikerne først og fremmest markedet og de riges interesser. Det er ikke ”folket” der har magten i dag. Almindelige mennesker er kun interessante, når de skal bruges som stemmekvæg eller storforbrugere, eller når erhvervslivet har brug for deres arbejdskraft.
Vi er revolutionære
Vi mener at der er brug for en socialistisk revolution. Vi vil fjerne de riges privilegier og magt – vælte kapitalismen – for at skabe et socialistisk demokrati, hvor det er folk ”på gulvet”, der styrer samfundet. Almindelige mennesker, du og jeg, skal bestemme over vores eget liv.
Sådan en revolution kan gennemføres, hvis flertallet går ud og kræver magt over den hverdag og den verden, som vi har været med til at skabe.
Vi er aktivister – vil du være med?
Vi ved at snak ikke er nok, hvis vi vil ændre verden. SUF er først og fremmest en aktivistisk organisation, og det betyder at vi engagerer os i kampen for bedre vilkår – i vores lokalområder, på vores uddannelser og på vores arbejdspladser. Vi har store ambitioner og et højt aktivitetsniveau, og derfor har vi altid brug for flere aktive – måske også for dig.
Vi har lokalgrupper over hele landet – både i de større byer og også nogle af de små. Hvis du beslutter dig for at gå med i SUF, vil du komme ind i en lokalgruppe. Du kommer til at arbejde sammen med andre unge aktivister, de fleste i alderen 15-25 år, som også mener at vores samfund skal laves om. Vi betragter os selv som en del af den samme politiske strømning som Enhedslisten, og derfor samarbejder vi af og til med dem i det daglige.
Gør noget!
Hvis du er træt af bare at se på verdens elendighed, og synes at ”nogen burde egentlig gøre noget ved det” – så er SUF nok noget for dig. Hvis du vil være med til at lave aktioner og demonstrationer, gå på gaden for at vise folk at der er nogen der kæmper for en anden verden – så er du jo næsten allerede SUF’er!