Retten til modstand

I SUF kæmper vi for et samfund uden undertrykkelse, og hvor alle folk lever frit.

Men i det samfund vi lever i i dag, er der mange folk, der lever under massiv undertrykkelse. Palæstinenserne, kurderne, iranerne, kalaallit, samerne er blot en brøkdel af alle de folkefærd og kulturer, som lever under undertrykkelse fra et korrupt styre, en kolonimagt, neo-imperalisme eller andre undertrykkende magter. En vigtig rolle i den socialistiske revolution er befrielsen af disse folkefærd. For ingen er frie, før alle er frie. 

Modstandskraft er en menneskerettighed

Retten til at modsætte sig undertrykkende systemer, regimer eller politik er rygraden af, hvad SUF er og det arbejde, vi laver. Retten til modstand skal forstås i en international og en intersektionel kontekst, men det er vigtigt at forstå at retten til modstand også forstås i en national og aktivistisk kontekst, hvor vores egen ret til at modsætte os systemet står på spil. 

Modstand som begreb er mangesidet og kan forstås og findes i mange forskellige kontekster. Boykot, organisering, modstandsgrupper og civil ulydighed er alle synonymer for modstand - og det har undertrykte befolkningsgrupper retten til. 

At leve under undertrykkelse

Man må forstå at disse folkefærd hele livet lever under undertrykkende love i deres eget land, eller at de er blevet fordrevet fra deres fødested. Mange lever hele sit liv i en nødtilstand med overvågning, bombardementer, mangel eller ulovliggørelse af deres kultur, samt et brud på basale menneskerettigheder. I SUF er vi antiracister og anti-imperialister. Derfor er det uhyre vigtigt at give sin støtte til undertrykte folk, der gør modstand mod disse undertrykkende strukturer som kapitalismen, patriarkatet og imperialismen.

I retrospekt kan store dele af det internationale samfund anerkende, at der har været epokegørende begivenheder, der har skabt grundstenene for det samfund, vi lever i i dag. Disse begivenheder er skabt af modstandsgrupper, hvilket dog oftest ikke analyseres på samme vis.  Listen er lang, men her kan den amerikanske og den franske revolution nævnes som store begivenheder med enorme mængder vold og modstand i kampen mod andre stormagter eller undertrykkende regimer og samfundsformer.

Den amerikanske revolution, hvor de hvide tilflyttere gik i væbnet kamp mod det britiske styre for at opnå selvstændighed, er et godt eksempel. Den amerikanske revolution kan man sætte under al kritik og bør på ingen måde sættes op på en piedestal, som den ellers så ofte bliver. For her blev de indfødte amerikanske folkefærd dræbt og fordrevet, for at de hvide bosættere kunne opnå selvbestemmelse fra en anden kolonialistisk magt.
En anden ekstremt voldelig, men internationalt anerkendt modstandskamp, er den franske revolution. De franske arbejdere, bønder og andre undertrykte hvide mennesker, skar i bogstaveligste forstand hovedet af deres undertrykkere. En væbnet modstandskamp, som den internationale verdensorden klapper af - hvilket vi selvfølgelig også gør.

Men hvor er forskellen egentligt på disse modstandskampe, som vi i dag ser som vigtige og rigtige, kontra de mange befolkningsgrupper der gør modstand mod deres overherredømme og bliver kritiseret, sanktioneret og fordømt for det?

Ingen er frie, før alle er frie 

Udtrykket “ingen er frie, før alle er frie”, er ikke blot en floskel, men en parole som SUFs identitet er bygget op omkring. Selvom vi i Danmark lever i et relativt frit og privilegeret samfund, er vores internationale solidaritet og kamp langt fra slut, før alle kammerater er frie og før det socialistiske samfund er opnået. Dette kommer eksempelvis til udtryk i kampen for kvinderettigheder i Iran, retten til at leve og organisere sig Palæstina, og retten til at modsætte sig internationale sanktioner og stå ved sin nations politik i Cuba. 

Vi kigger indad og anerkender Grønlands og Kalaalits ret til selvbestemmelse, og deres kamp mod Danmark som værende det undertrykkende regime. 

Også i Kurdistan er retten til modstand grundfæstet i befolkningens historie af undertrykkelse. Det er stadig ulovligt i store dele af Tyrkiet at tale kurdisk og kurdiske kulturbegivenheder kan møde voldelig repression fra højreekstreme grupper. Men kurderne slår igen. At forlange at kurderne eller nogen andre skal gemme sin kultur, sprog og identitet, er umenneskeligt.

Folkegrupper, der på papiret lever i selvstændighed og er frie fra regimers undertrykkelse, lider stadig kvaler. Belgiens årtier lange kolonisering af Den Demokratiske Republik Congo er ovre, men derfor lever DRC stadig i undertrykkelse. Den tidligere kolonimagts egenrådighed over DRC’s naturressourcer sætter sine præg i nutiden, og vi ser hvordan neo-imperialistiske investeringer og indblanding stadig tynger landet. Det er derfor at forstå, at retten til modstand ikke har en udløbsdato, og ikke nødvendigvis slutter når en stat opnår selvstændighed.  

Listen er lang over folk og folkefærd, der lever under undertrykkelse i dag. Men mange af disse befolkningsgrupper har en ting til fælles. Deres kamp mod undertrykkere. Disse få eksempler er vigtige for at forstå at modstandskamp, og kampen mod undertrykkelse kan se ud på mange måder i deres egen kontekst. Det er dog vigtigt samtidig at forstå imperialisme, kolonialisme og kapitalisme som grundstenene for disse kontekster. 

“Hvem øver vold mod hvem? For hvem er vold bekvem?”

Ovenstående er et spørgsmål, vi ofte stiller os selv. Ifølge den vestlige imperialistiske verden er der nemlig en stor forskel på, hvem der udfører modstandskampen og hvordan den udføres. 

Ordet modstandskamp bliver pludselig forstået i en kapitalistisk kontekst, hvor det er undertrykkeren, der yderlige går i modstand mod den undertrykte. Et godt eksempel på dette er, hvordan USA støttede den cubanske præsident Batista, der undertrykte det cubanske folk, men som øgede de økonomiske interesser for USA. USA kæmpede direkte imod den kommunistiske bevægelse i Cuba, og derved blev det til en slags “kapitalistisk modstandskamp”. Vi ser ofte billigelsen af denne “modstandskamp” i en kontekst, hvor kapitalismen vinder profit eller forøger dens magt. 

Foruden denne fuldkommen forkerte analyse af modstandskamp, ser vi ofte at den vestlige verden opsætter modstandskamp på en vægtskål, hvor der på den ene side eksisterer den “rigtige undertrykte”. Et begreb som bruges for at verificere den ene kamp imod den anden. Det er en uretfærdighed og underkuelse, at den vestlige verden skal blåstemple, hvilke kampe der er valide og hvilke der beskrives som terror. Desuden er de foranliggende forudsætninger for denne modstand, noget Vesten selv er skyld i. 

Den undertrykte eksisterer som undertrykt af kapitalismen og imperialismen. Når man ser på Palæstinas frihedskamp imod den zionistiske besættelsesmagt, støttet af den kapitalistiske verdensorden, må vi forstå at denne modstandskamp ikke kan sidestilles med terror. Denne modstandskamp kæmper imod den herskende verdensorden, der gang på gang forsøger at fratage palæstinenserne deres rettigheder, deres land og deres eksistensgrundlag. Derfor er palæstinensernes kamp legitim, og vi skal som ungdomsorganisation i Danmark, der ovenikøbet økonomisk støtter besættelsesmagten, mere end bare anerkende Palæstina. Voldelig modstand har været en nødvendighed for at kunne modsætte sig den anden voldelige undertrykkelse - alligevel er der altid en, der råber højt om denne “vold”, og mon ikke det er undertrykkeren? 

SUFs solidaritet 

I SUF står vi i solidaritet med alle undertrykte befolkningsgrupper verden over og vi anerkender vigtigheden af deres modstandskamp.

Vi kigger imod en verden, der oftere og oftere bliver ramt af kriser, og en kommende klimakrise, der går ud over alle proportioner. Kapitalismen og imperialismen trives stadig på sit højeste, og det er på baggrund af den stadige udnyttelse af de allermest undertrykte befolkningsgrupper. I SUF kæmper vi imod denne verdensorden, og vi står i solidaritet med kammerater verden over, som kæmper for deres befrielse og imod kapitalismen, imperialismen og patriarkatet. De undertryktes kamp er langt fra ovre. 

I SUF kæmper vi for et socialistisk samfund, hvor vi i fællesskab arbejder imod disse kapitalistiske kriser og hvor modstandskamp ikke længere er nødvendigt. Den modstandskamp, der bliver kæmpet, er ikke vores, men en vi står i allerhøjeste solidaritet med. Ingen er frie, før alle er frie. 

(Vedtaget på Stormødet 2024)