LGBTQ+

Lad os queere verden

Queer er det sidste ord alt for mange LGBT+- personer hører råbt inden de bliver udsat for vold. Og det er netop derfor at vi reclaimer det! Vi nægter at tigge om rettigheder, vi nægter at undskylde. Vi nægter at skamme os. Vores vigtigste  opgave har aldrig været at kræve kirkebrylluper. Vores vigtigste opgave er at komme  frem på barrikaden. Vi kæmper for samfund hvor vi kan grine, elske og leve præcis som vi vil. Vi kæmper for frihed og vi bliver ved, til vi har sprængt vores lænker.

We’re here! We’re queer! Get used to it!

Den vestlige LGBT+ kamp er som en fugl føniks opstanden fra askerne af koncentrationslejre, tvungen elektrochokterapi og århundredes diskrimination og forfølgelse, og har ved mange års hård kamp med blandt andet den homofile bevægelse, Foreningen af 1948, Stonewall, Pride og queerbevægelsen opkæmpet os til meget, men det er tydeligt at der stadig er meget, der skal gøres. Transpersoner mangler stadig basale rettigheder og mulighed for at leve i tryghed. LGBT+-personer forsøger at begå selvmord fire gange så ofte som cis-hetero personer og næsten halvdelen af danske LGBT+- personer føler det nødvendigt at skjule deres identitet og seksuelle orientering, når de er på job. Transpersoner og interkønnede gennemgår en ofte traumatiserende behandling i sundhedssektoren. Vores sikkerhed på arbejdsmarkedet, i sundhedssektoren og gadebilledet er begrænset.

Vi ønsker ikke at forhandle os til at blive accepteret på den kønnede kapitalismes vilkår eller at skulle leve i skjul gennem assimilation - vi ønsker en verden, hvor vi bestemmer over egen identitet, seksualitet, kønsudtryk og krop!

Din krop - dit valg

Under den patriarkalske kapitalisme bliver vores kroppe reduceret til produkti ons- og reproduktionsenheder  og de kroppe, som ikke passer ind, bliver udskammet. Kvinder og LGBT+-personer bliver enten reduceret til sexobjekter eller ophøjet som rene, uskyldige Jomfru-idealer. Men vores kroppe er også stærke, behårede, kampklare, tykke, tynde, brune og vigtigst af alt vores egne. Vi kræver retten til juridisk kønsskifte for alle uden betænkningstid og kæmper for en stat der ikke har et behov for at inddele babyer i to køn udfra deres ydre kønsdele. Vi kræver ret til kønsbekræftende behandling med informeret samtykke for folk, der ønsker det. I sammenhæng med dette kræver vi også, at ingen udsættes for tvangsoperationer for at passe ind. De binære biologiske køn er en social konstruktion, mindst 1% af befolkningen har variationer i kromosomer, gonader, hormoner og kønsdele, der ikke passer ind i en binær forståelsesramme af køn.

Vold mod LGBT+-personer

Fysisk, verbal og psykisk vold præger de fleste LGBT+-personer liv. I SUF støtter vi LGBT+-personers ret til at organisere sig mod vold – både den individuelle fra grupperinger og hadefulde individer såvel som den strukturelle statsvold, som vi i Danmark bl.a. ser i sundhedssektoren, fængsler og asylcentre, hvor LGBT+-personer er særligt udsatte for statsgodkendte overgreb, magtmisbrug, ydmygelse og tvangsoperationer. Som revolutionære queersocialister går vi på to ben i kampen for LGBT+-personer. Vi kæmper selvfølgelig for juridisk ligestilling, som f.eks. retten til at gifte sig for folk af samme køn og fjernelsen af transkønnede fra listen over psykiske sygdomme , men det skal ikke være den centrale kamp. Kravet om en total omvæltning af patriarkat, kapital og køn skal vokse frem og eksplodere i en vild blomstring af kreativitet og frigørelse.

Arbejdsmarkedet og queer-organisering i fagbevægelsen
LGBT+-personer har i meget lille grad ejerskab over produktionsmidler. Med social udstødelse kommer de ikke ind i arvemekanismen, som råder over store dele af produktionsmidlerne. Samtidig er magt og maskulinitet i stor grad gensynonymer i den kønnede kapitalisme, og af denne årsag er vellønnede stillinger ikke tilgængelige for langt de fleste, der hverken er ciskønnede eller heteroseksuelle. Det lykkes enkelte at tilegne sig magt og kapital, men her er oftest tale om hvide cismænd, som kun i en lille grad afviger fra patriarkatets kønsnormer og ikke udgør en reel trussel mod cisheterokapitalisternes verdensorden. Derfor er langt størstedelen af LGBT+-personer en indgroet del af arbejderklassen.

Når machokultur manifesteres i bourgeoisiet, bliver afvigelser herfra set som potentielle farer og trusler mod kapitalismens magtfordeling. Her ser vi, at kapitalisterne søger at splitte arbejdernes organisering ved at skabe en kultur, som fremmedgører minoriteter. Der tyes ofte til latterliggørelse, mobning, pacificering, fyringer og overgreb m.m. på LGBT+-personers på arbejdspladsen som et redskab for at undgå denne trussel. Foruden bruges LGBT+-personers fattigdom som et redskab til social dumping ved ansættelse under prekære forhold.

Derudover står en stor del af LGBT+-personer udenfor arbejdsmarkedet. Det skyldes især begrænset adgang, der udformer sig i enten direkte udstødning såsom undladelse af ansættelse af synlige LGBT+-personer og fyringer eller indirekte udstødning såsom en fjendtlig og utryg kultur på arbejdsmarkedet, som truer LGBT+-personers mentale helbred og sikkerhed. 

Derfor bliver LGBT+-personer ofte tvunget til at skjule sin identitet og kønsudtryk til fordel for overlevelse på arbejdsmarkedet, hvis det da kan lade sig gøre.
På baggrund af LGBT+-personers prekære forhold på arbejdsmarkedet må fagforeningen være en central kampplads ved vores LGBT+-politik, hvor vi organiserer os for at stille krav, der sikrer LGBT+-personer ordentlige arbejdsforhold, indkomst, livsvilkår, tryghed og et brud med den kønnede og kønnende kapitalisme.                         

I SUF kæmper vi derfor for en ligestillet og normkritisk fagbevægelse, selvorganiserede trygge pladser på arbejdsmarkedet, hvor LGBT+-personer kan diskutere undertrykkelse, diskrimination og ubehagelige oplevelser/overgreb i fortrolighed og organisere sig mod dette, tilbud om normkritiske efteruddannelser til alle arbejdere for at skabe trygge arbejdspladser og et brud med det cisheteronormative hierarki i den kønnede kapitalisme gennem demokratisering af produktionsmidlerne og ligestilling mellem produktion og reproduktion                            

Kernefamilie, homonormativitet og romantisk kærlighed

Kapitalismen undertrykker os i alle aspekter af vores liv- også vores personlige relationer. For at opretholde det kapitalistiske system er der brug for små reproduktionsenheder - “kernefamilier - der kan reproducere arbejdskraft, autoritetstro og øge forbruget. Når vi vælger at bo ti kærester i samme lejlighed,vælger en partner , eller have en partner vi ikke kan eller vil reproducere med, er vi en trussel imod kernefamilien, som er en essentiel institution for reproduktion af kapitalismen og dens mulighed for profit. Størstedelen af det reproduktive arbejde lægges i disse kernefamilieenheder på kvinden, og familier der lever op til idealet, vinder juridiske og sociale fordele. I dele af verden er det blevet muligt for folk der ikke er i heteroforhold at gifte sig. Men vi vil ikke presses ind i en rådden og patriarkalsk institution. Det er stortset kun hvide og på andre måder velstillede LGBT+- personer der kan assimilerere, vi andre må finde en anden vej: et totalt opgør med det eksisterende.

Under bevægelserne for homoægteskaber er kærlighedsretorikken dominerende. Men vi vil ikke nådigt skænkes rettigheder fordi nogle af os oplever forelskelse og romantisk tiltrækning, vi vil have det, fordi det er en menneskeret.

Romantisk kærlighed er et gennemgående ideal i vores samfund, og særligt for kvinder og andre kønsbaseret undertrykte bliver konventionel romantisk kærlighed giftigt. En kvindes værd defineres af evnen til at finde og fastholde en god partner og kvinder mister deres egen identitet, når kønsrollerne er mejslet i sten.

Vi lever i en verden af ensomhed og som forsøg på flugt fra denne ensomhed leder vi efter ’den eneste ene’. En person, der kan lyse vores verden op, skabe varme, glæde og kreativitet. Men idéen om den eneste ene er blot en illusion.

 Den eneste ene baserer sig på fysisk og ikke mindst psykologisk ejerskab af hinanden og er grundlag for jalousi, vold og giftige relationer. At én specifik romantisk og seksuel relation skal kunne opfylde alle ens behov, sociale som seksuelle, resten af ens liv er begrænsende for vores måde at elske på.

Når vi deler vores tanker og følelser, griner og krammer med vores søstre, kammerater eller venner skal ikke ses som andenrangs-relationer i forhold til et romantisk forhold. Tværtimod giver kærlighedsrelationer, der er baseret på kammeratskab mulighed for at danne relationer, der er baseret på lighed og reel frihed frem for ejerskab. Vi skal turde, at elske, og fundamentet for vores kærlighed skal være kammeratskabets lighed og respekt frem for borgerlige idealer om tosomhed og familiemoral.  

Den heterosexistiske velfærdssektor

Lige fra fødslen bliver mennesket placeret i et binært kønssystem af det heteronormative samfund. Ja, faktisk begynder det allerede før fødslen, når kernefamiliens vordende forældre tager på sygehuset og scanner efter genitalier på det ufødte foster. Så bliver barnet født, og samfundet kalder det “dreng” eller “pige” - komplet med et kønnet CPR-nummer, forudsat at barnet er dansk statsborger. Vuggestuen kønner børn med forventninger, tøj og legetøj. I børnehaven bliver vold fra drenge retfærdiggjort af deres køn og at “de bare godt kan lide” pigen de generer.

I folkeskolen lærer man mange ting, også i skolegården at ord som tøsedreng og bøsse er skældsord. Vi bliver delt op i idrætstimerne og lærer, at det er skamfuldt at være nøgen med folk med andre kønsorganer, da vi bør være seksuelt tiltrukkede af dem, i modsætning til folk med de samme kønsorganer som os selv. Seksualundervisningen kan måske, hvis man er heldig, lære en om penetrativ heterosex. I langt de fleste tilfælde mødes LGBT+-personer i seksualundervisningen af en mur af usynliggørelse, myter og vildledning. Pensum i alle fag afspejler cis-heteroverdensordenen, ikke kun kapitlet om seksualundervisning i biologibogen.

I Danmark er det især transpersoner, der bliver udsat for nedværdigende, umenneskelig behandling på Sexologisk Klinik, der sygeliggør og mistænkeliggør deres patienter og hiver transkønnede igennem ydmygende, unødvendige og traumatiserende psykiatriske udredninger.

Samtidig fremhæves velfærdsstaten som “de svages redning”, selvom velfærdsstaten for det første kun er et hæfteplaster på kapitalismens åbne benbrud , og for det andet er indrettet efter en vestlig heteronorm, og derfor er gennemsyret af racisme og heterosexisme.

Selvmedicinering, både med hormoner og forskellige måder at modvirke depression, er er især meget udbredt blandt transkønnede. Det er forståeligt, men mere farligt uden det sundhedspersonale, som andre samfundsgrupper har adgang til. Systemet må derfor nødvendigvis omvæltes. Der skal oplyses om, at at den vestlige opfattelse af køn er forskruet. Derudover skal der være et længere forløb på alle uddannelser om normkritik med fokus på emner som køn og seksuel orientering.

Racisme, imperialisme og højrefløjen

Højrefløjen prøver at splitte LGBT+-kampen ved at udstille muslimer og racialiserede som homo- og transfober, som vi skal beskyttes mod gennem dybt racistisk lovgivning og hetz. Samtidig sender højrefløjen forfulgte LGBT+-flygtninge tilbage til lande med tortur og dødsstraf og kæmper desuden imod de fleste rettigheder for LGBT+-personer på trods at, at de til hver pride prøver at male sig selv regnbuefarvede.  Alligevel får de lov til at kalde sig selv LGBT+-forkæmpere i medierne, fordi frygten for en fiktiv ydre fjende kan være stærkere end frygten for en virkelig indre fjende. Denne strategi kaldes pinkwashing og er et bluff uden lige - og vi skal afsløre højrefløjens bluff, når vi kan komme til det! Samtidig kræver vi, at alle flygtninge bliver garanteret asyl i Danmark.

LGBT+-personer har alle hudfarver, og når vi kæmper, skal vi kæmpe for vores alle sammens rettigheder. Derfor giver det ikke mening at dele os op i etnicitet, nationalitet, religion eller hudfarve. Vi skal stå sammen mod nationalister, racister og religiøse fanatikere.

Kolonisering og kristen missionering har i den grad været en af de største faktorer i dominerede lande, når det kommer til forfølgelse af LGBT+-personer. Hvor mange kulturer har haft et væld af forskellige køns- og seksualitetsopfattelser, der i mange tilfælde er langt mere inkluderende end den vestlige, har vestlig kolonisering integreret sit had mod såkaldte “sodomitter” og andre syndere. Denne imperialisme er stadig aktuel i bl.a. Uganda, hvor særligt amerikanske evangalister har haft stor magt over de seneste års stærkt homofjendske tiltag.
Antiracistiske og antiimperalistiske bevægelser er derfor oplagte samarbejdspartnere i vores LGBT+-kamp. Vi kæmper for LGBT+-personer  i alle egne af verden. Vi kæmper i mod assimilation, hvad end det er af racialiserede eller LGBT+-personer.

Vores kamp er derfor ikke identitetspolitisk, men perspektivpolitisk. Vi skal ikke spilde vores tid på at prøve at alliere os med højrefløjens reaktionære LGBT+-personer. I stedet skal vi slå os sammen med andre, som ønsker at skabe en ny verden uden diskrimination, forfølgelser, forskelsbehandling og undertrykkelse.

Lad kapitalismen skælve for en queersocialistisk revolution. Vi har en verden at queere!

Vedtaget på SUF's Landsmøde 2018 (Sidst revideret på Stormødet 2022)