Klima & Miljø

Naturen er vores livsgrundlag. Derfor kæmper SUF for en bæredygtig verden, hvor genanvendelse er i højsædet, og vi producerer for at opfylde vores fælles behov - frem at skabe profit til direktøren og aktionærerne. Det vil både komme os selv og de fremtidige generationer til gode.

Det er dog langt fra den verden, vi kender i dag. Vi lever i et kapitalistisk og patriarkalsk samfund, hvor vækst og profit altid vil være det vigtigste, og hensynet til mennesker og naturen bliver set ned på som bløde værdier, der traditionelt set tilskrives kvinder, og derfor er mindre værd. Derfor står vi nu en klima- og biodiversitetskrise, hvor millioner af arters levegrundlag er truede, og voldsomme klimaforandringer banker på døren.. Mange af vores naturressourcer er forurenede, udtømte eller er i et stadie, hvor de ikke kan reproducere sig selv. En lang række arter er forsvundet unormal hurtigt og mange flere arter er i fare for at blive udryddet, hvilket betyder at biodiversitet er markant truet med katastrofale følgevirkningerfor miljøet og klimaet. Sidst, men ikke mindst, så er vi ramt af klimaforandringer, der gør at temperaturen stiger, vandstanden øges og vejret bliver mere og mere ekstremt. Dette fører til en menneskelig krise. Allerede nu ser vi hvordan klima- og miljøkrisen har forårsaget hungersnød, krig og sygdom, hvilket især har ramt kvinder og mennesker i det globale syd hårdt. Disse problemer vil ikke blive løst med et internationalt topmøde eller et nyt EU-direktiv. Kapitalisternes rovdrift på naturen vil fortsætte, så længe de kan tjene penge på det. Tiden er knap, og derfor er det nu dem, der bliver ramt hårdest, bl.a. de unge og befolkningerne i det globale syd, der tager sagen i egen hånd og gør oprør.

Kapitalismen vs. kloden

Kapitalisme står i direkte modsætning til bæredygtighed, fordi det kapitalistiske system er bygget op omkring konstant vækst, profit og konkurrence. En af grundstenene i kapitalismen er økonomisk vækst. For at der kan blive skabt profit til aktionærerne og direktøren, så kræver det, at der hele tiden bliver produceret flere varer, der kan sælges. Men med det nuværende økonomiske system har vi arbejdere ikke råd til at købe alle de varer, vi selv producerer. Det gør, at kapitalisterne hele tiden skal finde nye købere til deres varer. Det kan de gøre på flere måder. De kan udvide markedet, f.eks. ved at åbne en ny butik i et andet land eller intensivere det nuværende marked- f.eks. ved at lave en nyere og smartere udgave af et produkt. Vi ser også, at flere og flere virksomheder gør brug af koncepter som ”planlagt forældelse”, hvor man designer sine produkter på en måde, så de går i stykker efter en bestemt årrække, hvilket tvinger folk ud i nye indkøb, der skal erstatte det gamle produkt. Alle disse tiltag går selvfølgelig ud over naturen, og det er et klart eksempel på, hvordan kapitalisterne ikke har en interesse i at gøre noget godt for vores klima og miljø. Det handler ikke om, at store virksomheder er onde, dumme eller blinde, men at de er sat i verden for at skabe profit til sig selv. En anden vigtig del af kapitalismen er konkurrence. Konkurrencen presser priserne i bund på de enkelte varer, hvilket gør et indhug i en virksomheds profit, hvis ikke virksomheden optimerer sin produktion.

Produktionsoptimering sker for eksempel ved, at man udflytter dele eller hele sin produktion til egne på jorden, hvor der er billig adgang til elektricitet, mindre skrappe miljøregler og billigerer at have ansatte. En anden måde at optimere på er ved at have forskellige dele af produktionen i mange forskellige lande. Det medfører at en vares enkelte dele kan have været transporterede flere gange rundt om jorden for at nå den endelige vares forbruger. Det skaber et kæmpe pres på miljøet i de områder, de bliver flyttet til, samt et stort behov for “billig” energi. Dette presser især det globale syd. Dels fordi de direkte bidrager til at forværre klimakrisen, og dels på grund af, at de får vredet armen om på ryggen i forhold til at gøre klima og miljø-lovgivningen grønnere, fordi de vestlige virksomheder truer med at flytte produktion og arbejdspladser til andre steder i verden. På den måde bliver der skabt områder i det globale syd, hvor der er et miljømæssigt ræs mod bunden.

Vores alternativ til kapitalismen

Disse strukturer er en del af kapitalismens DNA, og er det der har skabt klima og miljøproblemerne. Hvis vi vil have en beboelig klode, er løsningen derfor ikke flere markedsbaserede tiltag der udbytter fattige arbejdere og rammer den enkelte forbruger. Vi mener heller ikke, at der findes et etisk forbrug under kapitalismen. Det er ikke nok at skifte til sparepærer eller køre i elbiler. Løsningen er at ændre den måde, vi producerer på. Ikke at forbruge anderledes.

At gøre det til et spørgsmål om forbrug er en glimrende måde for kapitalisterne at skubbe ansvaret over på den enkelte arbejder. Vi mener, at forurenerne skal betale for den grønne omstilling gennem f.eks. en målrettet CO2-afgift, der pålægges de store sorte forurenende virksomheder, ligesom mange eksperter og Klimarådet har foreslået. Her skal det understreges, at klimahandling aldrig må øge uligheden. De

rigeste og største forurenere skal betale. I stedet burde vi handle i fællesskab, og f.eks. pålægge alle offentlige institutioner at tilbyde gratis, lokal dyrket og plantebaseret mad, hvilket vil lette presset på jordklodens ressourcer betydeligt.

Hvis vi vil have et bæredygtigt samfund kræver det, at vi har et reelt demokrati. I dag har arbejderklassen ingen indflydelse på vores hverdag. Det er få direktører og bestyrelsesmedlemmer, der bestemmer over vores  arbejdspladser. Disse kapitalister er ligeglade med brugsværdien, af det de producerer. Deres hovedformål er at hive et overskud hjem. Af denne grund skal produktionen helst foregå så billigt så muligt. Det er derfor, der er tilsætningsstoffer i vores mad og giftige kemikalier i små børns legetøj. I SUF mener vi, at det er arbejderne, der skal bestemme over deres arbejdspladser.

Vi skal også stoppe centraliseringen af vores energi-og fødevareproduktion. Frem for at have kæmpe elværker og enorme topindustrialiserede landbrug, så skal produktionen være mere lokal, så der bliver plads til at have et reelt fokus på miljømæssig og social bæredygtighed. Og så skal vi turde tænke nyt og omfavne initiativer der udvikler løsninger og metoder der kan gøre op med de traditionelle og destruktive produktionsformer.

Desuden er klima- og biodiversitetskrisen så presserende at vi ikke kan vente på en økosocialistisk revolution, men må handle nu, selvom det vil være inden for kapitalismens rammer. Vi kan aldrig opbygge et samfund der i sandhed er socialt, økonomisk og økologisk bæredygtigt, under kapitalismen, men vi har heller ikke tid til at vente på at sådan et samfund eksisterer. Derfor må vi handle på naturkriserne nu for at undgå de værste konsekvenser, og imødekomme al klimahandling så længe tiltagende er bæredygtige på sigt og ikke øger uligheden.

Klimakampen er international

Klima-og biodiversitetskrisen vil forringe leveforholdene markant for arbejderklassen, dog rammer den ikke lige hårdt alle steder.  Landene i det globale syd er markant mere udsatte end de vestlige lande. Dette skyldes dels deres geografiske placering og dels, at de grundet vestens imperialistiske udenrigspolitik, er blandt de fattigste i verden. De rigeste i verden har flere ressourcer til at beskytte sig mod klimaforandringerne, hvilket den fattigste del af verdensbefolkningen ikke har mulighed for. Derfor mener vi, at Vesten i langt højere grad skal betale for den grønne omstilling i det globale syd. Et første skridt er at hæve U-landsstøtte markant, men der skal en lang række større tiltag til for retfærdigt at fordele omkostningerne af klimakrisen og en global økologisk omstilling.

Det globale syd slås allerede med konsekvenserne af kapitalisternes overproduktion.  En stor del af befolkningen i det globale syd lever af landbrug og er dybt afhængige af naturen. Bønder bliver derfor især hårdt ramt af eksempelvis tørke, vandmangel eller naturkatastrofer, der stort set gør det umuligt for dem at dyrke jorden og opretholde deres normale liv. Dette presser især kvinderne, der oftest har ansvar at hente vand, passe boligen, tage sig af familiens helbred og producere samt forarbejde fødevarer. På trods af at de ikke selv ejer jorden og har indflydelse på, hvordan den forvaltes. I værste fald kan et område blive helt ubeboeligt hvilket betyder, at folk bliver nødt til at flygte. Ifølge International Organization for Migration vil der i 2050 være 1 milliard klimaflygtninge og -migranter. Hvis vi ikke gør noget nu, vil endnu flere mennesker blive tvunget til at flygte fra hus og hjem på grund af klimaforandringer.

Ofte sender familier mændene mod Europa i håb om at opnå asyl og familiesammenføring, hvilket betyder at kvinderne er alene tilbage, med ansvaret for at skaffe mad og tage sig af eventuelle børn. De fleste flygtninge vil dog være fordrevet internt i landet og leve i slum eller flygtningelejre. Dette presser også kvinderne mere, fordi der er større risiko for sygdomme, og de er ansvarlige for at tage sig af de syge. Derudover bliver flygtningelejrene i stigende grad udnyttet til trafficking af både børn og kvinder. Det ændrede klima har også store konsekvenser for oprindelige folk, som er blandt de første til at møde de direkte konsekvenser af klimaændringer på grund af deres afhængighed af og tætte forhold til miljøet og dets ressourcer. De er de første forkæmpere for klimaretfærdighed og er stadig dem, der kæmper med mest på spil.

Selvom klima-og miljøkrisen både rammer skævt, når det kommer til geografi og køn, så er det vigtigt at arbejderklassen ikke begynder at bekrige sig selv, men i stedet står sammen mod den fælles fjende: kapitalisterne. Kapitalisterne skal nok finde en måde at undgå konsekvenserne af deres egen profitjagt, fordi de har flest ressourcer, flest penge og mest magt. Det er arbejderklassen, der betaler prisen.

De sidste årtier har man prøvet at løse klimaproblemerne med internationale topmøder, hvor diverse statsledere har mødtes. Det er mislykket hver gang. En af hovedårsagerne til dette er, at de ikke selv har interesse i at gå i en grønnere retning. Dels fordi at de er stærkt pressede af de kulsorte industrier og dels fordi, at mange stater rundt omkring i verden tjener penge på et højt forbrug af fossile brændsler pga. afgifter og skatter, hvilket giver staten en uheldig dobbeltrolle. Dette ses især i Arktis, hvor man har givet grådige olieselskaber lov til at bore efter olie og gas, hvilket kan få fatale konsekvenser, hvis det går galt, fordi at man ikke kan fjerne olie fra frosset hav. Hvis vi vil have et bæredygtigt samfund, kan vi ikke bare håbe på, at politikerne løser problemerne for os. Arbejderklassen bliver nødt til at tage sagen i egen hånd og gå forrest i kampen

Bæredygtig produktion

I det kapitalistiske samfund værdisætter man det arbejde hvor der produceres og dermed skabes profit over reproduktivt arbejde såsom madlavning, rengøring og omsorgsarbejde. Det bliver derfor set som bedre og mere værdifuldt at producere en bil end at passe børn og vaske tøj. Reproduktivt arbejde udføres for de flestes vedkommende gratis af kvinder, og dette skel og hierarkiet mellem produktivt og reproduktivt arbejde er i høj grad også bundet op i patriarkatet. Dette skel har dog intet at gøre med, hvad der reelt har værdi for mennesket.

I et økosocialistisk samfund skal vores produktion ikke styres af profitjagt, men den skal i stedet være til gavn for mennesket og miljøet. Her er nøgleordet genskabelse. Vi skal producere for at genskabe os selv og naturen. Det betyder blandt andet genbrug af materialer, genanvendelse af energien og at få næringsstofferne tilbage i jorden. I virkeligheden er det at producere på reproduktive præmisser, hvilket er kernen i bæredygtighed. For at nå dertil er det derfor også at gøre op med skellet og hierarkiet mellem produktivt og reproduktivt arbejde. Dette forudsætter både et opgør med kapitalismen og patriarkatet. Derfor er kampen for et bæredygtigt samfund også kvindekamp og omvendt.

Et led i kvindefrigørelseskampen er også, at det reproduktive arbejde kollektiviseres, så kvinderne ikke står alene med det. Vi skal også i meget højere grad tænke i cirkulær produktion, hvor vi genanvender materialer, affald og naturressourcer. Vi skal derudover gøre op med det overforbrug der finder sted i den vestlige verden. Der er ingen grund til, at hver husstand har sin egen boremaskine eller at to naboer, der skal samme vej hver morgen, kører i hver sin bil. Det at producere på en måde, hvor der tages hensyn til naturen, hvilket cirkulær produktion er et eksempel på, bliver i dag ikke tilskrevet meget værdi som et led i patriarkalsk ideologi. Dette sker, fordi omsorgstilgang til naturen bliver associeret med værdier, der i et patriarkalsk samfund tilskrives kvinder. Denne tilgang til naturen er dog helt nødvendig for en bæredygtig produktion, og derfor kræver det også et opgør med patriarkalsk ideologi at nå til økosocialistisk verden.

I en bæredygtig produktion er det altafgørende at vi dropper fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Dels slipper disse ressourcer op på et tidspunkt og dels udleder de rigtig meget CO2, hvilket ødelægger vores klima. Atomkraft er ikke et gangbart alternativ, til andre former for ikke-vedvarende energikilder. Ulykker er uundgåelige og gør menneske syge og store landområder ubeboelige. Der findes endnu ikke holdbare måder at deponere atomaffald på. Og vigtigst af alt står atomkraft som teknologi helt grundlæggende i modsætning til lokalt decentralt demokrati og har historisk set og pga. de risici teknologien er forbundet med, tætte bånd til den militære industri. I stedet skal hele vores energiforsyning komme fra vedvarende energikilder, der ikke skader naturen, som f.eks. sol-og vindenergi. Dette skift muliggøres kun gennem et grundlæggende opgør med kapitalismens strukturer. Der er i dag ikke udsigt til, at verdens største og mest magtfulde virksomheder i form af olie- og gasselskaber opgiver deres adgang til nem profit, og skifter sort ud med grøn. Vedvarende energiformer er i sagens natur ikke begrænsede. Når de ikke er en vare med et begrænset udbud, kan prisen og dermed profitten ikke skrues i vejret. Alligevel skal vi kræve, at den grønne omstilling finder sted, selvom de største kulsorte virksomheder gør alt for at forhindre det.

I forhold til miljøet skal vi omdanne vort landbrug, så det bliver økologisk i ordets oprindelige betydning. Landbruget skal ikke ødelægge de oprindelige økosystemer. Vi skal skabe et økologisk og bæredygtigt landbrug med grundlæggende respekt for den vilde natur. Vi skal væk fra det traditionelle pløjelandbrug og over til bæredygtige metoder som Conservation Agriculture og Vertical Farming, der kan sikre bæredygtigt jordbrug på mindst muligt plads. Det vil give bedre muligheder for dyrelivet og sikre os mod forurening af grundvandet. Men for at løse det grundlæggende problem skal jorden demokratiseres, så det ikke er ejet af realkreditinstitutter, der presser landmændene til at vælge den billige løsning, men er et fælleseje. Vi vil demokratisere og kollektivisere landbrugene, så beslutninger som vedrører vores alles fødevarer, kroppe og generelt natur ikke ligger hos enkeltpersoner.

Vi har en verden at vinde!

Klima- og miljøproblemerne vil fortsætte, indtil vi sætter en stopper for dem. Derfor skal vi bruge dem som springbræt til at forandre samfundet. Dette kan gøres ved at stille en række progressive krav og lave sej aktivisme, der trækker samfundet i en mere bæredygtig retning, og får folk til at tro på, at en anden verden er mulig.

Vi skal opbygge og styrke organisationer og bevægelser, der giver folk mulighed for at kanalisere deres ængstelse, frygt og virkelyst over i progressiv handling. Eksempler på det kunne være Fridays For Futures klimastrejker, hvor skoleelever kræver klimahandling, eller Extinction Rebellion, hvor klimaaktivister kræver handling gennem civilulydighed. For i deres og andre organisationers daglige kamp for en bæredygtig fremtid, vil de konstant møde kapitalismens begrænsninger, og derfor skal vi stå klar til at sætte ord, analyser og handling på de frustrationer det skaber. På den måde vil vi se en helt ny generation af revolutionære, grønne socialister blomstre op. Det er dog vigtigt at forstå, at progressiv økologisk kamp allerede finder sted. Bønder, kvinder og oprindelige folk især i det globale syd kæmper allerede hårdt i store bevægelser som eksempelvis Via Campesina mod den klima- og miljøkrise, der ødelægger deres livsgrundlag. Deres kampe har klare antikapitalistiske og feministiske perspektiver. Kvinderne spiller en stor rolle i disse bevægelser, og det står klart for dem, at klimakamp også er kvindekamp, samtidig med at de ved, at de har noget specielt at bidrage med til den samlede kamp i kraft af deres position i samfundet som kvinder. Dette drejer sig blandt andet om erfaringer med at producere under hensyn til naturen og med at tage vare på og udvide fælles goder som vand, luft og ikke-privatejet jord.  Vi skal vise solidaritet med og søge inspiration i disse bevægelser, og samtidig må vi sørge for at få opbygget kampklare økosocialistiske bevægelser herhjemme også.

Vi kan skabe fremtiden. Vi har en verden at vinde.

VEDTAGET PÅ AKTIVITETSMØDET 2015 (Sidst revideret på Landsmødet 2021)