Til kamp for kloden

Til kamp for kloden

Kapitalisme vs. klima

Vi har en verden at vinde, men vi har desværre også en verden at tabe. Vi vil gerne passe på hinanden, mens kapitalismen derimod gerne vil passe på profitten. Systemet har én etisk grundlov, der lyder, at hver investeret krone skal give det størst mulige afkast. Så mens CO2-udledningerne og med dem vandstanden og temperaturen stiger, kan verdens rigeste grine hele vejen til banken, så længe profitterne også stiger.

Sådan et system er selvsagt ikke foreneligt med bæredygtig produktion, CO2-neutralitet, genanvendelse, fødevaresuverænitet og alt det andet, der skal til for at stoppe klimaproblemerne. Det er tværtimod netop dette system og dets profitorientering, der har skabt klimaproblemerne. Faktisk er det mere præcist at sige, at klimaforandringerne er kapitalismeskabte end at sige, at de er menneskeskabte. Kapitalismen er med andre ord ikke et system for mennesker. Det vil og kan vi ikke leve i.

 

Klimakamp er klassekamp

Klimakampen repræsentere noget, som vi sjældent ser, en kamp, der har potentialet til at samle alle. Fra arbejder til kapitalisten, på tværs af køn og seksualitet og på tværs af etnicitet bliver vi alle ramt af klimaforandringer. Dog rammer klimaforandringerne skævt på tværs af grupper. Når arbejderens hjem bliver ramt af klimakatastrofer, så bliver denne til klimaflygtning, mens kapitalister i højere grad kan flytte væk, så må arbejderen flygte. Samtidig er kampen for klima, man kan leve i, en kamp mod kapitalismen. Kapitalisten tjener i dag store penge på klimaforandringerne, mens de bilder os ind, at de er løsningen på klimakatastrofen. Der igennem fastholder de deres egen magtposition og siger til os, at vi bare skal forbruge lidt anerledes, samtidig med at de finder løsningen. Denne tilgang afviser vi. Derfor skal vi samle arbejderklassen til kamp mod klimakatastrofen og derigennem til kamp mod kapitalismen. Samtidig skal vi klarlægge, hvordan klimaforandringerne påvirker os forskelligt i vores klasse. Det er i dag klart, at kvinder rammes anderledes end mænd, da de på globalt plan i højere grad er tilknyttet landbrugssektoren. Dette er en sektor, hvor klimakatastrofer rammer anderledes end i industriarbejde. Samtidig rammes arbejdere forskelligt på tværs af landegrænser.

De klareste eksempler på, at etnicitet har en rolle for, hvordan man påvirkes, er de såkaldte ”løsninger”. Vi har flere gange set, at land, der tilhører oprindelige befolkninger, er dér hvor klimaforandringerne skal løses, fordi vi ikke vil gøre noget ved vores produktion. Her bliver oprindelige befolkninger med vold tvangsforflyttet fra deres landområder med undskyldningen, at de skader naturen. Nej, kapitalismen skader naturen. Et andet eksempel er ”overbefolknings”myten, hvor løsningen er, at begrænse specielt sorte kvinders muligheder for at få børn. Denne løsning er både racistisk og sexistisk. Hvis nogle områder lider af ”overbefolkning”, så er det lande som Danmark, hvor vi har en absurd befolkningstæthed. Stadig nægter vi, at kvinders rettigheder i Danmark skal indskrænkes fordi kapitalismen ødelægger jorden!

Ligegyldigheden, som vi ser fra magthaverne, afspejler også hvilke mennesker, der nu rammes hårdest af klimaforandringerne, de er ikke hvide. Hvis det var hvide, der blev på den måde, så ville der være et kæmpe ramaskrig. Dette er et udtryk for den racisme, der er indbygget i vores system. Vi ser allerede i dag, at folk i nogle dele af verden bliver fordrevet af klimaforandringer og klimakatastrofer. Der er vi ikke nået til i Danmark, men vi må ikke være blinde for, at kampen mod klimaforandringer ikke er nok, i dag må vi hjælpe de mennesker, hvis liv smadres af kapitalismen. Andre skel i vores klasse kan vise påvirke, hvordan vi rammes forskelligt, men vi rammes alle.

Klimakampen vil kunne samle arbejderklassen på tværs af grænser, etnicitet, køn og seksualitet. Vores opgave, som socialister er at samle vores klasse til kamp. 

 

Deres klimapolitik og vores

Heldigvis er flere og flere begyndt at kræve, at systemet tager ansvar for at stoppe de kapitalismeskabte klimaforandringer; klimastrejker, den ugentlige klimapåmindelse foran Christiansborg, Den Grønne Studenterbevægelse, Extinction Rebellion og man kunne blive ved. Disse bevægelser sætter dagsordenen: I starten af 2019 viste tre målinger over tre måneder, at klima og miljø er rykket øverst op på listen over emner, der interesserer danskerne til de kommende valg. De brede bevægelser er kimen til samfundsforandringer, og de skal styrkes og blive større.

Hvem som helst kan have en klimapolitik. Men man må skelne mellem to typer klimapolitik, der på overfladen kan ligne hinanden men er grundlæggende forskellige:

  • Liberal klimapolitik: En politik centreret omkring individuelt forbrug i form af afgifter og småreguleringer eller blot moralske opsange om, at man skal huske at slukke lyset, når man går hjemmefra eller spise mindre kød.

  • Socialistisk klimapolitik: En kollektivisering og demokratisering af produktion, landbrug og transport med henblik på at orientere disse sektorers aktivitet i retning af hvad vi har brug for i stedet for hvad der kan tjenes penge på.

I takt med, at klimaet rykker op ad på dagsordenen, vil politikere på hele det politiske spektrum sandsynligvis gennemføre et hav af nye tiltag (hvoraf mange kommer fra klimabevægelserne) og bruge dem til at male sig grønne. Lige nu er partierne i Folketinget enige om et ambitionsniveau, der ikke rækker længere end til elbiler og diskussioner om afgifter på oksekød. Det er en symbolpolitik, der ændrer lige så lidt i praksis som at tage et grønt slips på, og det er den liberale klimapolitiks primære funktion.

Faktum er, at politikere hvis mål er at opretholde og administrere et pilråddent system, aldrig vil kunne gennemføre den politik, der er nødvendig for at redde klimaet. Vores socialistiske klimapolitik adskiller derimod ikke klimaspørgsmålet fra den måde, samfundsøkonomien og det politiske system er indrettet på. Klimaforandringerne er et resultat af den kapitalistiske produktionsmåde, så den må vi gøre op med, hvis vi vil sikre livet i fremtiden.

 

SUF i bevægelserne

SUF arbejder og vil fortsat arbejde aktivt og loyalt i de sociale bevægelser, der kæmper imod klimakatastrofen. Bevægelsesarbejdet har været og vil altid være en essentiel del af SUF’s tilgang til politik.

SUF’s politiske grundlag i klimakampen kan formuleres i følgende hovedpunkter:

  • Radikale krav. Store problemer kræver store løsninger. Derfor har vi brug for gratis offentlig transport, 100% grøn energi nu, at lade nordsøolien blive i Nordsøen og en kollektivisering af ejerskabet over produktion og transport uden kompensation, så ansvarsløse enkeltpersoner i jakkesæt ikke i fremtiden vil kunne smadre vores liv for at tjene profit. Klimaproblemerne går ikke på kompromis, så det skal vi heller ikke.
     

  • Magten ligger også uden for Christiansborg. Selvom politikerne vedtager love, styres samfundet i produktionen, i transporten og den generelle infrastruktur, der får kapitalismen til at hænge sammen. Det er der en kæmpe magt i, som vi også skal konfrontere og gøre op med, hvilket netop er tanken bag Ende Gelände-aktionerne, som SUF deltager i. Vi må hverken begrænse vores valgkampe eller klimaprotester til kun at rette sig i mod parlamentet.
     

  • Strukturer frem for individer. Klimakrisen kan ikke løses ved, at enkeltpersoner forbruger og lever anderledes. “Man skal jo starte et sted”- og “mange bække små gør en stor å”-tankegangen er forståelig og tiltalende, men den forflytter ansvaret og skygger for de virkelige årsager til klimaproblemerne. Systemet er problemet, og derfor skal vores krav og kampe rette sig imod systemet.

  • International solidaritet. Klimakampen kan ikke vindes inden for nationalstaten, og slet ikke i så lille et land som Danmark. Selv hvis alle vores krav bliver gennemført i Danmark eller i EU, er det ikke nok til at vende klimakatastrofekursen. Derfor er filippinske bønders kamp imod agro-giganter som Monsanto, oprindelige befolkninger i Mexicos krav om fødevaresuverænitet og bevægelserne imod den EU-godkendte rovfiskning ved Vestsaharas kyst også vores kampe.

Det kan lade sig gøre at stoppe klimaforandringerne. Det kan lade sig gøre at skabe en verden, hvor alle kan være frie og lige. Og vi har en helt central rolle at spille i den kamp.  Vi er de unge, der kæmper for en bedre verden. Vi er de unge, der har modet til at udfordre de magtfulde slipsedrenge - både dem, der går med kulsort slips, og dem der går med grønt. Vi er de unge, der går til kamp for kloden!
 

Udtalelse fra Landsmødet 2019