SUFs ledelses udtalelse om stiftelsen af Rød-Grøn Ungdom

Nyheder | Mandag, marts 9, 2020 - 15:57

SUFs ledelses udtalelse om stiftelsen af Rød-Grøn Ungdom

I januar blev tre SUF’ere interviewet til en artikel på netmediet Solidaritet, der fik titlen “Forandringer i SUF: Skarpere rød-grøn profil og navneskifte”. Artiklen var ment som startskuddet til en proces, hvor vi som ledelse og enkeltmedlemmer lægger op til at gentænke og forandre SUF og ungdomsarbejdet på venstrefløjen. Vi kan forstå, at en organiseret gruppe unge i Enhedslisten har siddet inde med gode idéer til, hvordan det kunne se ud - men at de, i stedet for at bringe deres ideer i spil efter åbent at være blevet inviteret af SUF, har valgt at stifte en helt ny organisation. 

1. marts modtog SUF’s ledelse en mail fra en gruppe unge fra Enhedslisten, der bekendtgjorde stiftelsen organisationen Rød-Grøn Ungdom. I mailen skriver gruppen, at et af deres formål er at samle den unge venstrefløj. De skriver også, at de godt ved, at denne nyhed kommer som en overraskelse for os - men trøster os med, at dette ikke er ment som et angreb på SUF, og at de ikke har tænkt sig at konkurrere med os.

Da Rød-Grøn Ungdom har valgt, at medlemmer af SUF ikke kan være organiserede hos dem, kan vi dog, uanset deres intentioner, ikke se projektet som andet end konkurrerende. At fratage dobbeltmedlemmer af SUF og Enhedslisten mulighed for at blive medlem af sin organisation er ikke at samle den unge venstrefløj. Det er at splitte den unge venstrefløj. Vi er i SUF bekymrede for, hvad muligheden for to konkurrerende organisationer vil betyde for det samlede ungdomsarbejde - særligt i provinsen, hvor det ofte kan være svært at stable bare en gruppe på benene. 

Det er rigtigt, at stiftelsen af Rød-Grøn Ungdom kommer som en overraskelse for os i SUF: det kan ikke være anderledes, når den bevidst er blevet holdt hemmeligt. Vi er i SUF forundrede og bekymrede over den måde, medlemmer af Enhedslisten har valgt at søsætte et projekt på, som vi ser som værende i direkte modstrid med Enhedslistens egne årsmødevedtagelser. Vi ved, at flere af de stiftende kræfter i Rød-Grøn Ungdom som ledende medlemmer og ansatte hos SUF har haft svært ved at skabe opbakning til deres linje de seneste år. Uenigheder skal der være plads til, men en af grundtankerne bag Enhedslisten og SUF er, at vi står stærkere når vi favner vores uenigheder i en samlet organisation, frem for at dele os op

I SUF ser vi at vi som ungdom har brug for at stå samlet og handle samlet, for at skabe forandringer i et samfund, der tørster efter dem. Vi kommer til at arbejde benhårdt for at skabe fremtidens unge venstrefløj, og vi vil gerne have alle med. Vi ønsker et SUF med højt til loftet, så hvis du vil være med til forandre verden i en rød-grøn retning, er du altid velkommen til at dukke op og se om det er noget for dig - uanset hvor du ellers er medlem. 

Sammen har vi en verden at vinde!

Socialistisk Ungdomsfronts Ledelse