KÆMP FOR KLIMAET, STOP BALTIC PIPE

Nyheder | Tirsdag, november 5, 2019 - 18:08

KÆMP FOR KLIMAET, STOP BALTIC PIPE

Efter den ualmindeligt varme sommer i 2018, en valgkamp, der i medierne blev kaldt ”den grønneste nogensinde”, og en accept fra næsten alle folketingets partier om et 70% reduktionsmål, er der ingen tvivl om at klimapolitikken er en af de emner, der fylder mest.
Men mens politikere på tværs af fløjene maler sig selv grønne, og taler højt om mål og ambitioner, udvider den danske stat den fossile infrastruktur i landet.

 

I december 2019 begynder den danske statsejede virksomhed Energinet byggeriet af gasrørledningen Baltic Pipe. Med 230 kilometers pipelines på landjord, vil projektet krydse dele af Jylland, og slange sig tværs over både Fyn og Sjælland, for at transportere norsk fossilgas til Polen. Det 14 milliarder kroner dyre projekt går i den stik modsatte retning af hvad der er nødvendigt.

Klimaforandringerne, resultatet af den vestlige verdens kapitalistiske udbytning og overforbrug, er her allerede, og de der rammes hårdest, er de mennesker i Det Globale Syd, der har mindst skyld i katastrofen. Dette gælder især kvinder og racialiserede personer.

Når Danmark med Baltic Pipe fortsætter sin investering i sort energi, og udbygger Europas fossile energinet, vil det forsinke og i værste fald umuliggøre den nødvendige omstilling til 100% grøn energi. Netop derfor må vi gøre hvad vi kan, for at sikre, at projektet bliver stoppet!

 

I januar formåede folkelige protester at få gasrørledningen MIDCAT i det spansk-franske grænseland annulleret, og i oktober i år blev den svenske virksomhed Swedegas’ planer om en importterminal for fossilgas i Gøteborg havn droppet efter årelange protester. Det vil altså sige: det er muligt!

Baltic Pipe har allerede ført til lokale protester, især imod eksproprieringen af landbrugsjord og konstruktionen af en kompressorstation i Everdrup ved Næstved.

Det kan lade sig gøre at stoppe klimaforandringerne, men det kræver, at vi kæmper imod fossilindustriens interesser, og kæmper for et energisystem, der tilgodeser klimaet såvel som de lokale. Det kan lade sig gøre at skabe en verden, hvor alle kan være frie og lige, og hvor det ikke sker på bekostning af klimaet. Og vi har en helt central rolle at spille i den kamp.

Derfor vil Socialistisk Ungdomsfront bakke op om og deltage i modstanden imod Baltic Pipe projektet, både på lokalt og nationalt plan. Om det er gennem symbolsk protest, civil ulydighed eller direkte aktion, der er ingen tvivl: Baltic Pipe må og skal stoppes!

 

JA til en rettidig og retfærdig grøn omstilling, NEJ til fossile brændsler og ny gas infrastruktur!

 

Vedtaget på SUFs Aktivitetsmøde 2019