Har du styr på dit job?

Nyheder | Fredag, december 20, 2019 - 15:03

Har du styr på dit job?

Alt for mange unge bliver snydt af arbejdsgivere og pålagt arbejde, der er opslidende og farligt. SUF går på gaden til kamp for undommens vilkår på arbejdsmarkedet!

Alt for mange unge mennesker kender ikke deres rettigheder på arbejdsmarkedet, bliver snydt af arbejdsgivere og pålagt arbejde, der er opslidende og farligt. Fra mangel på pauser og for tunge løft til mangel på løn under sygdom, er det kendetegnende for rigtig mange mennesker, at deres start på arbejdsmarkedet slet ikke er okay.
Vidste du f.eks., at …
• 18,3 % af unge med et arbejde selv skal finde en afløser når de er syge? Mange bliver tvunget til at møde op hvis de ikke finder en.
• 51,7 % af unge ikke har udbetalt løn under sygdom selvom de har ret til det?
• 26,7 % af unge løfter for meget på deres job? Når man er under 18 må man løfte 12,5 kg. Det svarer til en ølkasse med tomme flasker. Løfter du mere, før din ryg er fuldt udviklet, kan du få en rygskade.
• 27,5 % af unge mellem 13 og 18 får ikke de pauser de har ret til? Når du har arbejdet i 4,5 timer har du ret til en halv times pause.
• Kun 7,6 % af unge på arbejdsmarkedet oplever at alle love og rettigheder bliver overholdt på deres arbejdsplads? Cheferne skal tage ansvar for ordentlig forhold!*
Derfor kalder SUF til kamp for ungdommens vilkår på arbejdsmarkedet. Vi skal sammen gøre op med chefer, der udnytter unge mennesker og bruger dem som billig arbejdskraft, uden at leve op til regler og love om løn- og arbejdsvilkår. Vi går på gaden i hele landet for at oplyse unge såvel som deres forældre om deres rettigheder samt opfordre dem til at melde sig ind i en ordentlig fagforening.
Når chefen truer, skal foden sættes ned. Derfor er det vigtigt, at du er meldt ind i en ordentlig fagforening, der kan tjekke din kontrakt og lønseddel. Kun når du organiserer dig, kan vi stå sammen, når du bliver udnyttet!
Tjek op på dine vilkår og find din fagforening på Jobpatruljens hjemmeside nu!

*Fra Jobpatruljens evalueringsrapport 2019