Bekæmp fascismen - alle steder

Bekæmp fascismen - alle steder

 

Skriften står malet på væggen - Stram Kurs, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti. De sidste 30 år har set genkomsten af den højreradikale nationalisme - den stærkes ret til at forhåne, forfølge og undertrykke. Bankmanden og industriens spidser har brugt de sidste 50 år på at pisse vores fremtid væk og hvidvaske verdensøkonomien i retning vores sikre udryddelse. Visionsløse og medløberiske politikere fra det yderste højre helt ind til SF har øget uligheden, øget usikkerheden på arbejdsmarkedet og febrilsk grebet efter en tom “danskhed” - for at splitte arbejderklassen og legitimere deres forbrydelser; deres indgreb i de mest basale frihedsrettigheder ved forfølgelsen af migranter - og deres angreb mod de sociale og økonomiske fremskridt arbejderklassen gennem tiden har gjort.

Fascismen og Stram Kurs blev ikke skabt af vrede unge mennesker på Nørrebro, der kom op at slås med politiet. Racismen har dybe rødder i et samfund der trods fine konventioner, lovgivning og offentlige kampagner for “tolerance” aldrig egentligt har villet gøre op med de racistiske strukturer, der er dybt indlejret i kapitalismen. På sin er vis er der intet nyt under solen - racismen og den højreradikale nationalisme er skabt af et principløst socialdemokrati, SF, DF, Venstre, Konservative og alle andre partier i magtens centrum - der gennem et kvart århundrede har intensiveret deres racistiske hetz mod muslimer. Deres politik har hele vejen igennem medført statsautoriseret vold og undertrykkelse, men alligevel markerer Stram Kurs et væsentligt spring til højre. For første gang siden anden verdenskrig står vi nu overfor et opstillingsberettiget parti, der åbent erklærer sig voldsparat til på gadeplan at overfalde og myrde muslimer, og som baserer sig på præcis samme idéer om racehygiejne som nazismen i Tyskland gjorde.Det er afgørende, at vi slår hårdt tilbage mod fascisterne i Stram Kurs. Men kampen mod dem er også en kamp mod deres venner på midten af dansk politik. Centrumpartierne skabte grundlaget for fascisterne i Stram Kurs, og derfor kan kampen mod Stram Kurs ikke kæmpes sammen med dem.

I SUF siger vi nej til såkaldt “anstændige” alliancer med borgerskabet for at forsvare “demokratiet” - det samme demokrati, hvis blåklædte stormtropper overfaldt og tævede os og vores kammerater på Nørrebro til 1. maj. Det demokrati, der taler store ord om frihed, men gør sig til herre over folks påklædning. Det samme demokrati, der fængsler migranter i deportationslejre under modbydelige forhold designet til at ødelægge dem. Kampen mod fascismen skal føres på et klart, socialistisk grundlag. Vi vil ikke bare have “den gode tone” tilbage. Den har aldrig eksisteret. Vi vil have lige rettigheder for alle til at bo og leve, hvor de vil. Vi vil kæmpe for at nedbryde de racistiske skel mellem forskellige dele af arbejderklassen, og i stedet rette skytset mod den rigtige fjende - kapitalisterne. Men den kamp er ikke bare en kamp mod fascisterne i Stram Kurs. Det er også en kamp mod resten af det politiske spektrum, der bærer ansvaret for den nuværende situation. Og det er en kamp mod de endnu værre fascistiske grupperinger, der kan springe ud af Stram Kurs, hvis ikke vi sætter foden ned nu.

Derfor vil vi i SUF også bakke op om og deltage i alle initiativer mod fascisme og racisme, særligt under folketingsvalget, hvor der er en reel risiko, at fascisterne fra Stram Kurs får plads i folketinget. Vi vil kæmpe for afskaffelsen af al lovgivning, der stiller racialiserede mennesker dårligere. Vi vil kæmpe mod politiets overfald på folk fra Nørrebro og andre steder, hvor de lader Paludan holde sine provokationer. Vi vil kæmpe mod regeringens nedrivning af almene boliger. Vi vil kæmpe for alles ret til at bo og leve i Danmark, og imod enhver deportation, uanset begrundelsen.

 

Udtalelse fra Landsmødet 2019