Artikel i Solidaritet: SUF’s faglige gruppe i kæmpe banneraktion

Nyheder | Mandag, marts 9, 2020 - 15:27

Artikel i Solidaritet: SUF’s faglige gruppe i kæmpe banneraktion

“Ordentlige forhold eller vi vælter jeres Porsche” lød budskabet, da Socialistisk Ungdomsfronts Faglige Gruppe tidligt torsdag morgen protesterede mod stilladsarbejdernes farlige arbejdsvilkår.

Kort før daggry torsdag 5. marts kom 15 unge socialister bærende på et kæmpe banner ud på Dronning Louises Bro på Nørrebro. Efter lidt besvær med det store banner lykkedes det dem at kaste banneret ud over kanten og afsløre “Ordentlige forhold eller vi vælter jeres Porsche” akkompagneret af SUF’s knyttede næve og #OK20.

I den tilhørende pressemeddelelse lyder det, at banneraktionen skete “i solidaritet med stilladsarbejderne, der sætter livet på spil i hoved-entrepenørernes griske jagt på højere profit”.

Absalon Billehøj, aktivist i den faglige gruppe, uddyber: “Banneret refererer til den groteske sag om DS Byggeri, der tillod sine ansatte at arbejde på et stillads, som bl.a. stod for langt fra bygningen til at være sikkert, og hvor flere gelændere kun var stripset sammen. DS Byggeris tæskehold, der bankede en stilladser og en faglig sekretær fra El-forbundet, da de kontrollerede vilkårene, understreger den langt-ude-situation, der pt. er i bygge- og anlægsbranchen”.

Alf Lundgren Standly, der er kontaktperson for SUF’s Faglige Gruppe og aktiv i SUF og Enhedslisten i Skanderborg, uddyber:

“Vi ønsker naturligvis ikke at blande os i de specifikke forhandlingsspørgsmål i overenskomstforhandlingerne, men som socialister, arbejdere og unge kan vi selvfølgelig stille krav om ordentlig arbejdssikkerhed og kædeansvar. Vi skal ikke finde os i, at liv og førlighed sættes på spil af griske og skruppelløse virksomheder, der sætter profit og bundlinje over mennesker og liv hver eneste gang”.

Dermed ligger deres udtalelser i tråd med den udtalelse, SUF’s Faglige Gruppe kom med i december, hvor de understreger vigtigheden af, at “der hurtigst muligt laves lovgivning om kædeansvar for leverandører, underleverandører og bygherrer”.

Aktionen kommer i kølvandet på en udviklingsproces i ungdomsorganisationen, hvor SUF lægger an til at prioritere det faglige arbejde og miljø- og klimaspørgsmålet højere.