SUF støtter kampen mod forbryderne i G20

Nyheder | Tirsdag, juli 11, 2017 - 09:59

SUF støtter kampen mod forbryderne i G20

SUF er en ikke-voldelig ungdomsorganisationen, hvis medlemmer har været med til mange af de protester, der har været i Hamburg gennem kreative happenings og civil ulydighed. SUF støtter kampen mod G20, men bakker ikke op om når personer udøver vold og hærværk. Vi tager afstand fra den politivold, der i høj grad blev udøvet. Læs her SUFs analyse af G20-topmødet og begivenhederne

SUF støtter kampen mod G20. G20 er et forum, hvor de politiske repræsentanter for verdens kapitalister mødes og diskuterer, hvordan de bedst kan tromle verdens arbejdere og øge deres profit. Det er i vores interesse at obstruere mødet og at bruge mødet som en anledning til at mødes og sammen vise vores vilje til at kæmpe mod en verdensorden, der lige nu koster millioner af mennesker livet og livsgrundlaget som følge af klimaforandringer, nedskæringer og angreb på arbejderes rettigheder. De forsamlede politikere er sammen med ejerne af verdens store virksomheder ansvarlige for denne politik. De mødtes fra hele verden for at pleje deres interesser – og derfor mødtes hundredtusinder af demonstranter fra hele verden for at kæmpe for vores.

Det er i sandhed et uhyggeligt selskab, der var forsamlet til topmødet. Donald Trump kæmper med næb og kløer for at ødelægge klodens klima og står samtidig som den mest ekstremt racistiske og sexistiske amerikanske præsident meget længe. Vladimir Putin beordrer invasioner af Ruslands nabolande uden at blinke med øjnene, sender politiet mod pride-parader og undertrykker enhver kritik af hans styre. Erdogan fængsler tusinder af aktivister og politikere, der har ytret bare den mindste kritik af ham, mens han beordrer den tyrkiske hær til at bombe kurderne i Syrien og sender våben til Daesh (IS). Det er den slags banditter, folk tog til Hamburg for at protestere imod.

Der er en grundlæggende misforståelse i, hvilken rolle politiet har spillet under demonstrationen. Flere demonstrationer blev umotiveret angrebet af politiet og fredelige demonstranter gennemtævet med knipler, sprøjtet med peberspray tåregas samt nægtet adgang til advokat efter vilkårlige anholdelser. Det er desværre ikke første gang, at politiet under internationale topmøder udøver hård repression mod demonstranter. I Danmark så vi det til klimatopmødet i 2009, hvor politiet anholdte og slog over 900 fredelige demonstranter og satte dem på frossen asfalt i timevis. I Tyskland så vi det under de folkelige protester i Castor, da man protesterede mod atomkraft, hvor basale grundlovsregler blev ophævet og befolkningen blev udsat for massiv vold fra politiets side. Her var Hamborg ingen undtagelse, hvor politiet med sin brutale opførsel reelt havde sat forsamlingsfriheden ud af kraft. Der er bl.a. videooptagelser, hvor man kan se politiet spule med vandkanoner på siddende demonstranter. Hver gang en demonstration mødtes, blev den angrebet af politiet. Politiets voldelige adfærd er lige så lidt overraskende som højrefløjens ævl om at al modstanden var voldelig. Vi vil ikke tage afstand fra, at folk forsvarede deres ret til at demonstrere. Politiet udøvede vold, og den vold forsvarede folk sig imod.

I SUF vil vi under ingen omstændigheder tage afstand fra vores kammerater, der forsvarede sig mod politiets brutale angreb under demonstrationerne i Hamburg. Vi forstår til fulde den vrede, man opbygger, når man gang på gang bliver trampet ned af systemets støvleklædte lejetropper. Vi vinder ikke kampen mod G20 ved kun at fremsætte overbevisende argumenter og sige ”pretty please sugar on top” til forbrydere som Trump, Putin og Erdogan. Det er ikke et spørgsmål om argumenter, men om modsatrettede interesser. Vi vil et samfund for de mange, hvor alle kan leve frit og lige uden at skulle frygte krig, fattigdom og menneskeskabte katastrofer. De vil et samfund for de få, hvor den ene procents jagt på profit står over ethvert andet hensyn. Vi vil fortsætte med at demonstrere, protestere og agitere for et socialistisk demokrati.

Vedtaget af SUFs koordinationsgruppe mandag den 10. juli 2017.