Rød Ungdomsfestival er noget der rykker!

Nyheder | Mandag, november 5, 2018 - 22:46

Rød Ungdomsfestival er noget der rykker!

SUF og Enhedslisten afholder snart vores tredje Ungdomsfestival. Et træf, som for første gang så lyset i november sidste år. Men hvordan er det egentlig, at deltage?

Vi er tilbage i maj 2018 til sidste omgang Ungdomsfestival i Høje Taastrup. De første deltagere er spændt ankommet, til deres første politiske arrangement nogensinde. Vi bliver langsomt flere og flere, og snakkene begynder at gå. I en afkrog står to af deltagerne og snakker om, hvad der egentlig fik dem til at interessere sig for politik, og i en anden deler en garvet SUF'er erfaringer ud, om hvordan det er at være til små som store demonstrationer. Deltagerne er kommet fra alt fra Ribe til Bornholm, og er alt lige fra 13 til 28 år. Smilene er store, solen skinner, og sammen mærker deltagerne, hvordan det er at være en del af et politisk fællesskab. 

Flash-forward til nu, og Malaika Amjad, 14 år og deltager til Ungdomsfestivalen i maj, husker tilbage på weekenden som værende hyggelig, spændende og lærerrig. "Det var megafedt. Programmet var godt, og det var vildt inspirerende at møde en masse unge mennesker, som mener at verdenen skal samme vej som jeg selv." fortæller hun. Programmet sidste gang indeholdte workshops om alt lige fra feminisme til grøn omstilling, og så var der også plads til et slag rundbold eller to. Derudover var der bl.a. besøg fra Pernille Skipper, Pelle Dragsted og KlimaKollektivet. Malaika forsætter "De workshops der var, var virkelig fede, og så synes jeg også det var så sejt at Pernille Skipper kiggede forbi! Mest af alt, var det rart, at alle var så søde og fik mig til at føle mig tilpas. Også selvom jeg er en del yngre end de fleste".

Denne gang er der fokus på uddannelsespolitik og valgkamp, men det betyder ikke, at vi glemmer det feministiske, grønne og faglige blik. Vi får bl.a. besøg af Den Grønne Studenterbevægelse, Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening, Rosa Lund og Pelle Dragsted fra Enhedslistens folketingsgruppe og Veronica Ahrensbøll Schultz, tidligere forkvinde for DGS.  For Mai Villadsen, 26 år, folketingskandidat for Enhedslisten i Nordsjælland og arrangør af de to tidligere Ungdomsfestivaler, er denne Ungdomsfestival særligt spændende og vigtig. "Jeg glæder mig særligt til denne omgang - for vi skal tale om noget der er vigtigt for os alle - nemlig uddannelsespolitik. Igennem de seneste år er vores uddannelsessystem rykket i en helt forkert retning. Kodeordene har været: hurtigere igennem, mere konkurrence og politisk styring af indholdet. Vi skal den modsatte vej, og jeg glæder mig til at udvikle en masse progressiv ny politik med alle deltagerne" siger hun. Mai holder workshop om fremtidens uddannelsessystem på denne Ungdomsfestival. 

Udover at være politiske og lærerrige, er Ungdomsfestivalerne selvfølgelig også et socialt og festligt arrangement, og der vil traditionen tro være hygge med diverse spil om fredagen, og fed fest om lørdagen, med rig mulighed for at snakke med en masse unge, politisk ligesindede mennesker. 

Selvom vi nok ikke kommer til at mærke de varme solstråler til et spil rundbold denne gang, er vi sikre på at denne omgang bliver mindst ligeså hyggelig og lærerrig, og vi håber at deltagerne tager en masse viden de kan bruge i deres videre færden i uddannelsessystemet med hjem i baggagen. Og hvem ved, måske en ny kammerat eller to? Malaika er i hvert fald ikke i tvivl. "Jeg vil 100% med til en Ungdomsfestival igen", afslutter hun. 

Ungdomsfestival 3.0 bliver igen afholdt på Høje Taastrup Gymnasium, og løber af stablen fra d. 9-11 november. Alle unge venstreorienterede under 30 er velkomne til arrangementet. Der gives rejserefusion til medlemmer af SUF og Enhedslisten.