Miljø

Vedtaget på SUF’s Landsmøde 2013

Miljø

Naturen er grundlaget for vores samfund. Vi skal indrette vores samfund bæredygtigt, så generationerne, der kommer efter os, har en verden, der er rigere, end den vi har.

Kapitalismens grådige jagt på profit har allerede smadret uerstattelig natur og skadet millioner med forurening, så vi er nødt til at gøre op med denne for at kunne sætte miljø og sundhed, det der egentlig gør os glade, over profit og skabe et bæredygtigt samfund.

Produktion

Industrialiseringen af produktionen har bragt stor økonomisk og teknologisk udvikling med sig og har været forudsætningen for den velstand, vi har oplevet i Vesten og den stigende velstand stadigt flere oplever i Asien, Sydamerika og Mellemøsten. At ejerskabet over midlerne til produktionen ikke er demokratisk, men koncentreret på stadigt færre hænder, er både årsag til, at den store velstand tilhører de få, samt at profit bliver prioriteret over hensynet til mennesker og miljø.

Den kapitalistiske produktion er afhængig af, at der konstant findes nye købere til at aftage nye produkter i et evigt voksende antal. Ellers kan der ikke skabes profit, og da profitten er det, der driver kapitalismen, er producenterne nødt til konstant at producere i stigende antal for at bevare væksten. For at sikre, at der vil være et marked til at aftage deres produkter, gør producenter flittigt brug af et koncept, der hedder “planlagt forældelse”. Planlagt forældelse betyder, at man designer sit produkt, så det enten går i stykker efter en bestemt tidslængde, eller at det ikke kan opgraderes og derfor forældes, når nye og smartere produkter udkommer. Dette udgør et enormt ressourcespild og overproduktion, som vi er nødt til at gøre op med.

Et at de største problemer i den kapitalistiske produktion er netop, at ressourcerne kan slippe op. Det forstærkes kraftigt af, at affald i ringe grad genbruges.

Derfor bliver vi nødt til at tænke “Vugge til vugge”-princippet ind i vores produktion, brug og bortskaffelse af produkter og restprodukter. Det vil sige, at vi i stedet for konstant at skulle finde nye reserver i naturen, hurtigt omdanner vores affald til brugbare ressourcer.

I alle led og kæder af den kapitalistiske produktion indgår kemikalier til fremstilling, forædling eller forarbejdning af produkter. I EU er der over 100.000 tilladte kemikalier og et ukendt antal ikke-godkendte. Langt de fleste af disse kemikalier er harmløse i de tilladte mængder og de forbindelser de bruges i, da begrebet “kemikalie” også omfatter ting som bagepulver og brusen i sodavand.

Men der er også mange af disse tilladte kemikalier, der er potentielt giftige. For eksempel fremskynder plastblødgørere i sutteflasker puberteten, bromerede flammehæmmere i elektronik forstyrrer kroppens hormonbalancer, og der er kræftfremkaldende parabener i skønhedsprodukter. Flere af de ufarlige kemikalier har også synergieffekter med andre kemikalier. Så to kemikalier kan være ufarlige hver for sig, men kan danne giftige stoffer, hvis de blandes eller bliver de udsat for en katalysator. Det kan føre til sygdom, allergi og i værste fald dødsfald efter længere tids eksponering.

Da den kapitalistiske produktion primært har for øje at skabe profit, gås der ofte på kompromis med købernes sundhed. Vi mener ikke, at industrien skal have lov til at forgifte vores kroppe, så de kan tjene ekstra. Ligesom miljø og natur ikke må ødelægges for at opnå profit.

Vi kan omstille vores produktion på flere måder, så brugernes sundhed og behov vægtes højest og ikke profitten. I nogle tilfælde må staten sætte de nødvendige rammer gennem lov og kollektiviseringer af virksomheder, der udvinder landets naturressourcer. Samtidig skal store produktionsvirksomheder demokratiseres. I stedet for at lederne træffer beslutninger, der er til skade for de fleste borgere, skal medarbejderne sætte en anden linje i virksomheden, hvor konsekvenserne for omverdenen kommer i første række.

Derudover er brugerdemokrati også værd at overveje. Altså en mulighed for brugerne af varer til at have mere direkte indflydelse på, hvad der skal produceres i de forskellige virksomheder.

Handel

I det seneste halve århundrede har vi i stadigt større grad set de store fabrikker flytte til fattigere lande, hvor prisen for at bearbejde og producere en vare er mindre. Det har også betydet, at forureningen ved at lave varerne er flyttet. Det er stadigvæk varer, vi bruger herhjemme, vi har blot eksporteret forureningen til især Sydøstasien og Østeuropa. I processen er forureningen ofte steget, fordi miljøregler ikke har eksisteret dér, hvor fabrikkerne er flyttet hen.

I den velstillede del af verden har vi også et ansvar for den forurening, vi er skyld i på den anden side af jorden, og selvom det virker fjernt, er der meget, vi kan gøre for at rette op på det, hvis blot vi går imod strømmen i den globale handelspolitik.
For det første skal vi betale for den forurening, vi er skyld i, der skal oprettes puljer til naturgenopretning og afskaffelse af forurening, som de producerende lande kan søge.

I virksomhederne skal der være kædeansvar, så f.eks. Nokia kan stilles til ansvar for den forurening, som deres underleverandører laver, så man på den måde kan lave lovgivning, der overholdes. Dette kan kobles med ekstra told på stærkt forurenende varer.
Et andet vigtigt indgreb er at ændre patentsystemet, så patenter, der omhandler klima og miljøteknologier, stilles til fri rådighed for at booste omstillingen til bæredygtige produktionsformer.

Økologiske landbrug

De stordriftslandbrug, der er skabt af de frie markedskræfter, er nogle af de største syndere, som forårsager, at den mangfoldige natur forsvinder til fordel for ensidige marker, der kun har én slags plante, fordi alle andre er dræbt af gifte. Det økologiske landbrug er klart at foretrække, da det giver meget bedre muligheder for dyrelivet, maden bliver bedre, og vi er sikret mod forurening af grundvandet.

Omstillingen af landbruget til økologisk drift bør i dag fremmes ved, at der lægges afgifter på forurening med bl.a. sprøjtegifte og overforbrug af næringsstoffer efter “forureneren betaler”-princippet. Det vil gøre økologiske landbrug økonomisk konkurrencedygtige. Derudover skal offentlige institutioner pålægges at anvende økologiske produkter. Det vil kickstarte produktionen og give den en størrelse, der bl.a. gør distributionen mere effektiv.

Men for at løse landbrugets problemer for alvor er vi nødt til at kigge på ejerskabet til jorden. Som det er nu, er langt de fleste landbrug dybt forgældede, og i realiteten er det realkreditinstitutterne, der ejer landbrugsjorden og dermed indirekte dikterer, hvordan landbruget skal drives, da de presser landmændene til at minimere alle udgifter – bruge gifte, underbetalt arbejdskraft, forringe dyrevelfærden m.m.

Det økologiske landbrug, som vi ser det i dag, indeholder dog også en række problemer, og der bør derfor også stilles en række krav til omstilling inden for landbruget generelt. Man bør i langt højere grad spekulere i f.eks. permakultur frem for monokulturen, der lægger markerne golde, udrydder dyrelivet og udpiner humuslaget i jorden. Omstillingen stopper således ikke ved det monokulturelle økologiske landbrug, og man bør konstant tænke i nye omstillingsmåder.

For at gøre op med dette og indføre det økologiske og bæredygtige landbrug skal vi demokratisere jorden. Ligesom med virksomhederne skal jorden ikke tilhøre individer, men være et fælleseje. Enten kan staten eje jorden, og selve driften vil foregå nogenlunde som i dag for landmanden, mens der ikke er nogen, der scorer renter, og staten har mulighed for at indføre økologisk landbrug, ligesom at man, ved at ændre i jordlejen i år med dårligt høstudbytte, sikrer landbrugeren stabil økonomi. Ligeledes kan landbrug også demokratiseres, så de bliver drevet af et kollektiv, og ansvaret for at træffe alle beslutningerne ikke ligger hos en enkeltperson.

Det økologiske og bæredygtige samfund

I en fremtid i et økologisk omstillet samfund, har hele verden ikke et forbrug som de velhavende i det globale nord har i dag, i stedet er overforbruget stoppet og erstattet med bæredygtig produktion, hvor affaldet er let genbrugeligt, energien kommer fra vedvarende kilder og der anvendes lokale fornybare ressourcer.

Hvor producenter i dag begrænser levetiden på alt fra sko, mad, elektronik, tøj og andre basis- og luksusvarer, vil levetiden i stedet bliver mangedoblet. Elektronik og mekanik skal så vidt muligt udvikles, så det kan opgraderes ved at udskifte enkelte dele og ikke som nu, hvor man køber ny computer, fordi en enkelt del af den er i stykker.

Solidarisk samhandel erstatter udbytning og det fejlslagne fairtradesystem, som stadig i høj grad undertrykker fattige arbejdere, ved at tjene en masse profit på bekostning af arbejderne på trods af, at fairtrade proklamerer sig selv som et godt alternativ til andre kapitalistiske firmaer lande og regioner imellem. Kun med et økonomisk system, der tilgodeser både mennesker og miljø, kan vi sikre en økologisk levevis for verdens folk.
Samtidig vil det økologiske landbrug være med til at skabe en rigere natur og et sundere folk.

Strategi

For at koge det hele ned kan man sige, at det økonomisk drejer det sig om at omfordele fra rig til fattig og ikke øge forbruget for rige og fattige. Psykologisk drejer det sig om at få gjort op med, at markedet skaber kunstige behov og materielle drømme og at få forståelse for, at reelle menneskelige behov ikke kan tilfredsstilles med materielt overforbrug. Mens det kulturelt drejer sig om at mindske mængden af midler til reklame og marketing, sponsorering og andre måder, hvorpå alle dele af samfundslivet bliver ‘vedhæng’ til profitmaskinen, og i stedet øge mængden af midler til reel oplysning og debat om brugerspørgsmål, natur og miljøspørgsmål.

Når vi arbejder hen mod de mål, er det vigtigt at vi som SUF’ere åbner øjnene på dem, som vi møder. Mange af de løsninger, vi fremlægger, har folk ikke hørt før, så vi skal vænne dem til at tænke i de baner. Alt i alt handler det om at sikre omstilling igennem en række miljøtiltag. Disse tiltag omhandler alt fra den måde, vi spiser, til den måde, vi kommer af med vores restprodukter på. Derudover handler det om at sikre en verden, der ikke er præget af rovdrift på vores ressourcer, men fornuftig omtanke. Kapitalismen er igennem sit krav om konstant hensynsløs vækst en modspiller til den fornuftige omtanke. Når højrefløjen og borgerlige kræfter påstår, at socialismen er utopisk, er det det derfor ikke alene en løgn, det er det eneste alternativ, hvis vi ikke vil køre vores verden i smadder.

Det gør vi bedst ved at organisere os. I lokalgrupperne finder vi venner, vi kan udvikle idéer og aktionere med, i elevråd og på vores arbejdspladser kan vi sprede budskabet og vinde små sejre f.eks. med indførelse af økologisk mad, mens det er i arbejdet i bevægelser eller enkeltsagsinitiativer, at vi kan skubbe til styrkeforholdene i den offentlige debat. Vi skal huske, at de største forbedringer i parlamentet er sket, fordi bevægelser i befolkningen har krævet det – og det er de bevægelser, vi vil skabe!