Aktivistisk skolestart i Øst

Nyheder | Onsdag, august 30, 2017 - 14:36

Aktivistisk skolestart i Øst

SUF har ført aktivistisk skolestartskampagne i Østdanmark. Der er blevet besøgt gymnasier, folke- og erhvervsskoler med et klart budskab; vi kæmper sammen mod diskrimination, og står sammen for lighed!

Klokken har slået seks og sensommersolen kaster de første varme stråler over København. De morgenfriske SUF’ere i øst læsser bilen med dagens flyers, bannere og klistermærker. Dagens mål er Slagelse, hvor planen er at ønske eleverne på gymnasiet og erhvervsskolen pænt godmorgen med en flyer.

Flyeruddelingen går smertefrit, og vi får snakket med nogle elever. En del er interesseret i, hvad SUF er for en størrelse, og et par stykker vil gerne prøve kræfter med en lille morgen-debat.      

Temaerne for årets skolestartskampagne har været feminisme og antiracisme. Det er to emner, der i den grad er aktuelle, men som ofte også går hånd i hånd. I SUF mener vi, at feminisme er intersektionel og antikapitalistisk. Vores feministiske analyse tager derfor højde for hudfarve, økonomi, seksualitet og andre undertrykkelsesformer, hvilket betyder at kvinder oplever undertrykkelse på forskellige måder. Vi kæmper for frigørelse af alle undertrykte grupper, og vi ønsker ikke at gå på kompromis med en gruppes rettigheder for at forbedre en andens. 

Tilbage i Slagelse ringer klokken ind, og de sidste elever forsvinder ind i klasselokalerne for at modtage dagens undervisning. Vi sætter os på en græsplæne foran skolen og nyder solen og lidt morgenmad. Turen går nu ned til Rådhuspladsen og gågaden, der i den grad trænger til at blive pyntet lidt. 

Vores fokus i år har ikke været at besøge så mange uddannelsesinstitutioner som muligt, men ønsket har i stedet været at sætte gang i nogle seje og aktivistisk stærke lokalgrupper rundt omkring i landet. Vi ønsker at få vores medlemmer til at tænke mere aktivistisk, og derfor har vi i år brugt afspærringstape i lange baner med ordene ’racismefri zone’ og ’sexismefri zone.’ 

Vi er heldige, Rådhuspladsen i Slagelse er spækket med steder der skriger på en omgang afspærringstape eller klistermærke. Vi starter fra en ende af, og møder undervejs en masse mennesker, der er meget nysgerrige på, hvad vi laver. ”Hvorfor sætter i sådan noget op?” Spørger en ældre dame. Jeg forklare hende, at vi mener, at Slagelse burde være en racismefri by. Hun nikker, ”ja, det synes jeg også.” Jeg ønsker hende en god dag, og vender tilbage til afspærringstapen. 

Efter en lille time har vi overklistret alle steder vi kan komme til. Vi sætter os på en bænk og beskuer Rådhuspladsen. Vi er ret enige om, at den vist ikke kan blive pænere. Vi pakker derfor bilen og kører tilbage mod København. Selvom vi er færdige med at køre rundt på dette års skolestartskampagne, så er den langt fra slut. I løbet af de næste par uger bliver der holdt intromøder rundt omkring i landet. De er startskuddet til et år spækket med seminarer, stormøder og aktivisme. 

Skal du med?

 

Liste over intromøder i alfabetisk rækkefølge:

Allerød-Furesø – 6. september

Brønshøj-Vanløse – 28. august 

Helsingør – 6. september 

Hillerød – 7. september

Nørrebro – 30. august

Odense – 5. september

Roskilde – 31. august

Silkeborg – 28. august

Slagelse – 17. september

Valby-Vestegnen – 2. september 

Lister over alm. Møder:

Aalborg – 11. september

Frederiksberg – 4. september

Kolding – 4. september 

Køge – 31. august