Aktivismefabrikken #OK18

Nyheder | Tirsdag, januar 23, 2018 - 17:22

Aktivismefabrikken #OK18

Humøret var højt da Faglig Gruppe i weekenden inviterede til et endagsseminar. Der var flere nye SUF’ere der deltog, og endnu en gang beviste vi, at vi lærer bedst af hinanden, når vi kan erfaringsudveksle unge og gamle SUF’ere imellem.

Selvom vi nu er gået ind i år 2018, så er der stadig et massivt løngab mellem mænd og kvinder i Danmark på næsten 20%. Den markante lønforskel eksisterer indenfor samme fag, men også mellem de såkaldte ”kvinde- og mandefag” med samme uddannelseslængde. Dette var en af grundene til, at SUF’ere fra hele Danmark i weekenden mødtes på grundlaget om, at vi skulle omsætte vores feministiske politik til konkrete aktionsidéer, vi kan bruge til OK18.

 

Mere forberedelsestid og bevaring af frokostpausen

Rasmus Holme, lærerstuderende på Metropol, gjorde os alle sammen klogere på, hvad det er for nogle udfordringer, lærerne står overfor i dag med dårlig forberedelsestid og manglende fleksibilitet i forhold til arbejdstid. Nana Højlund Skjødt, næstforkvinde i FOA Randers, fortalte hvorfor det er vigtigt, at vi bevarer retten til betalt frokostpause for de offentlige ansatte.

 

Handling giver forvandling

Vi mener, at handling giver forvandling, og derfor var det også vigtigt, at den viden deltagerne tillærte sig under workshopsene blev omsat til konkret handling. Det betyder også, at der i de kommende uger vil blive udarbejdet aktivismekits, memeside, plakater, klistermærker og flyers. Vi håber, at de vil sprede gejst blandt lokalgrupperne, når vi kæmper side om side med de offentlige ansatte for bedre arbejdsvilkår.

 

Faglig gruppe – skal du være med?

Faglig gruppe er en samling af SUF’ere i alle aldre, der ønsker at engagere sig i den faglige kamp. Faglig gruppe ønsker at styrke fagbevægelsen og organisere sig lokalt på kryds og tværs. De mødes hver tredje måned og forholder sig til hvilke faglige kampe, de skal kaste kræfter ind i. Den 16.-18. marts tager de på hyttetur, og inviterer alle SUF’ere der ønsker at deltage til at komme med – lige meget om du har været aktiv i faglig gruppe før eller er helt ny. Meld dig ind i Faglig Gruppes Facebookgruppe HER

Seneste nyheder